Jeg burde egentlig udtrykke min taknemmelighed til min gode ven Mini, da det ligesom er hans skyld, at jeg overhoved fik jobbet.
Jeg afleverede bare en ansøgning og dagen efter, blev jeg ringet op og spurgt om jeg ville komme til jobsamtale. "Selvfølgelig", svarede jeg selvfølgelig, "hvornår skal jeg komme?". Onsdag eller torsdag fra 12 til 15, fik jeg af valgmuligheder. "Så siger vi onsdag klokken 14", svarede jeg hurtigt.
Næste dag, da jeg skulle komme til samtale, kom jeg en halv time for tidligt, så jeg tumlede lidt rundt ude foran butikken, da jeg var blevet enig med mig selv om, at det var en smule pinligt at komme så meget for tidligt. Det virkede måske også lidt som om jeg var desperat.
Jeg blev ellers træt af at tumle rundt derude foran, så jeg kig ind 10 minutter før og spurgte efter Daniel. "Ja hvis du bare fortsætter, ned til rulletrapperne, så skulle han gerne være nedenunder". Jeg fulgte pigens råd, men nåede knap nok ned til rulletrapperne før Daniel kom op af dem. Lidt som om han vidste, at jeg var på vej.
Hele samtalen gik godt, synes jeg selv. Men forsøgte ikke at have for høje forhåbninger, siden det var min første jobsamtale. Men alt i alt gik det godt... Ihvertfald indtil samtalen var slut. Afslutninger har jeg aldrig været god til. Lad mig gøre det kort. Daniel sagde "jamen vi ses jo nok Nichlas", og jeg svarede "Ja tak og i ligemåde".
"HVAD FANDEN VAR DET!" tænkte jeg 2 sekunder efter jeg havde sagt det, og resten af dagen.
 |
| Indgang til stueetagen i Sportmaster. |
Håbet var ved at dø, da der var gået næsten 3 uger, men så vågnede jeg pludselig ved min vibrerende mobil, som viste et nummer jeg ikke lige kendte.
"Det Nichlas!?", svarede jeg da jeg tog den op til øret. "Ja hej Nichlas, det er Daniel. Undskyld den lange ventetid, men den er kun faldet ud til din fordel. Du kan starte på mandag".
Jeg kunne næsten ikke tro det! Så lang ventetid og endelig var noget faldet ud til min fordel.
Det blev mandag og jeg kom til tiden. Kokken 12 ganske vist, en fin tid at møde på. Her blev jeg kommet i møde af Thomas. Daniel havde ferie i denne uge, og var den eneste ud over Henning, som stod over Thomas.
Jeg fik en blå Hummel trøje og Thomas viste mig rundt i hele butikken. Derefter overlod han mig til Mini, som hurtigt skulle oplære mig i kassen.
Det sad ikke helt fast, men jeg måtte jo igang med at prøve det selv, før det kunne klistre sig ordentligt fast i hoved på mig.
Allerede denne første dag havde jeg en yderst besynderlig kunde. Bare hans udseende sagde lidt om, at det her ville blive interessant. En hue trukket næsten helt ned i øjnene og så et massivt pubertetsoverskæg.
Han kom blot for at købe nogle fodboldstøvler. Han måtte tage til takke med nogle andre end dem han først havde udset sig, da de desværre var til piger. Men jeg fulgte ham op til kassen og han betalte for støvlerne. Stille og roligt gik det, og det var vist en forholdsvis kedelig og meget rolig dag jeg havde fået lov at starte op på. Sandsynligvis fordi folk sparede på pengene, da julegaveræset snart ville træde til.
Pludselig kom ham fyren med støvlerne igen. Der var ikke engang gået et kvarter. "Hej jeg har købt de her sko, jeg vil gerne have pengene tilbage". Mini gav ham pengene og han traskede ud af butikken igen.
Ellers var resten af dagen ret stille og rolig. Der skete ikke så meget. Man hjalp og betjente nogle kunder, men der var dog ikke så mange af dem.
Klokken blev 19, butikken lukkede og arbejdsdagen var slut.
