Nogle ved måske hvem det er. For andre lyder det bare bekendt, men Swan Lee er et af de mange bands som hittede omkring 2004 - 2005.
Desværre gik de også i opløsning kort efter, så meget mere har vi ikke hørt til dem.
Der ringer nok en klokke når jeg siger, at Pernille Rosendahl var sangerinden i bandet. Hun har efterfølgende valgt at fortsætte i bandet The Storm.
Som i så kan regne ud er der tale om et dansk "pop"-rock band.
De startede faktisk tilbage i 1996, og udover fru Rosendahl bestod bandet af hendes daværende kæreste Tim Christensen(kender de fleste går jeg ud fra), guitarist Jonas Struck og trommeslager Emil Jørgensen. Tim forlod så desværre bandet i 1999, hvor de kort efter fik navnet Swan Lee, som er taget fra en Syd Barrett sang.
De fleste kender hittet "I Don't Mind" fra deres andet og sidste album Swan Lee(2004), men der er bestemt også andre perler, som f.eks. balladen "Tomorrow Never Dies" fra det første album Enter(2001).
Grunden til at jeg netop anbefaler Swan Lee er, at de desværre er gået i glemmebogen. Efter min mening var Swan Lee lige en kende bedre end The Storm er idag. Men igen, måske er det godt at der blev lukket og slukket på netop det tidspunkt, for på den måde er der måske lidt mere nostalgi at hente frem, når man engang hører hittet igen.
Jeg har valgt at linke to sange(de nævnte), da jeg ikke har kunne beslutte mig for hvilken der absolut var bedst:
En festival der altid er herlig at være på! For jer der ikke ved det, er det ikke just en festival for alle. Eller alle er da velkommende, men jeg tror ikke lige, at den musik der bliver spillet falder i alles smag.
W:O:A er en metal festival, skal det skæres ud i pap, spilles der altså kun genre som heavy metal, black metal, death metal osv...
Dette års var så min tredje, men ikke just det bedste år. Bevares, musikken var da fed, men der var squ noget der rev lidt af stemningen i stykker, men mere om det senere.
Wacken ligger i det nordtyske Slesvig-Holsten, så det er ikke så langt igen. Højest en bustur fra København på ca. en 7-8 timers tid. Og så længe man er blandt gode venner, eller bare ligger sig til at sove, så tager det ingen tid!
Man skal dog ikke være nervøs for at tage afsted alene, for man finder squ nok nogen, man falder godt i spænd med alligevel. Selvom det er en tysk festival, så er der massere af danskere, nordmænd, svenskere osv.
Mini og John-Mark
I år var jeg afsted med 3 af mine bedste kammerater. Mathias og John-Mark som jeg har gået i folkeskole med og Casper aka. Mini som vi har lært at kende via noget bræt-rollespil (Dungeons & Dragons).
Stort set den bedste flok at have med på en festival som Wacken, udover at John-Mark ikke er så metal mere som han tidligere har været, men fred være med det!
Lad os starte med busturen. Ja den var godt nok lang, og endda ekstra lang i år. Bussen brød sammen da vi nåede Odense, for at samle de sidste metalheads op. Forklaringen var at den manglede luft... Heldigvis lå der en McDonalds lige ved siden af, og der blev da undskyld med en ramme med free beers!
Timerne gik så med øl og de værste jokes om at "bussen mangler luft, så den må være forpustet".
Mathias og den tyske told
Efter at have ventet i ihvertfald 2 timers tid kom Falck frem. Vi fik så afvide, at luften der var gået, var til bremserne. Problemet var kun midlertidigt løst og vi skulle derefter over på værksted med bussen, før vi kunne fortsætte.
Men videre gik det dog efter lidt tid. Vi fik lige købt et par rammer øl, da vi krydsede grænsen, og vi nåede næsten helt til festivalen, da vi blev stoppet af den tyske told.
Heldigvis skulle de bare tjekke om bussen havde tilladelse til at køre i Tyskland.
Klokken blev halv ni før vi nåede frem til Wacken og stemningen i bussen blev da lettet da vi endelig fik lov, at tage vores bagage på ryggen og vandre ind mod campingområderne.
John-Mark og jeg ventede udenfor, da vi havde lidt for meget bagage med, til at vi alle kunne bære på det.
2 telte.
2 pavilioner.
7 tasker (ink. håndbagage).
1 flag.
7 rammer øl.
3 festival-stole (Mathias havde ikke lige tænkt på at købe en).
Ja en vogn ville da ikke have skadet! Men vi klagede ikke. Campen var oppe i løbet af ingen tid og vi besluttede os for, kun at slå den ene pavilion op.
Mini og starten på et spil majer
den første aften
Flaget satte vi først op dagen efter, da vi simpelthen var så trætte at vi måtte slå os ned og drikke nogle bajere. Terninger blev dog også hevet frem til en lad omgang majer.
Klokken blev dog ikke mere end 2-3 stykker, før vi hoppede ned i vores kropskondomer, for at få en god omgang søvn.
Næste morgen er bare en kliche på en festival. For der er mange festivals morgener, som er ens og denne var ingen undtagelse. Det var dræbene varmt inde i det telt, og selvom man føler sig træt tænker man alligevel "klokken må være halv tolv", men næh nej, klokken er faktisk kun mellem 7 og 9.
Alligevel slanger man sig ud af teltet, med sin stol og solbriller hvorefter man sidder og stirrer i halvanden time, indtil resten af campen vågner. Alle andre ligner en selv, bare en time tidligere. Det kan dog ske, at der er en som ser overraskende frisk ud.
Turen går nu op til morgenmadsteltet og her skal man undgå de pis-grave som er på Wacken, afløb mellem campingområderne, som flittig bliver brugt som pissoir, nååeh ja det gjorde vi da også selv.
Oppe ved morgenmadsteltet bruger man så det "bedste" tysk man nu kan, til at få noget at æde. Man kan godt forsøge på engelsk, men man får skam intet engelsk svar tilbage, for mange tyskere er ufattelig dårlige til engelsk.
Når man så har fået sit "Brötchen mitSchinken oder Eieund Eistee", vandrer man stille og zombie-agtigt tilbage til campen og tager sig sammen til at fortsætte resten af dagen.
Mig, John-Mark og Mini med vores flotte danske fane!
Tænderne børstes lige i det vand man nu har tilbage. Man ifører sig måske en ny t-shirt og så er man ellers klar, til at vandre ud og opleve noget af festivalen.
Musikken startede føst dagen efter, så dagen stod egentlig bare på et kig forbi Metal Market og Wackinger Village. Metal Market består af en masse boder, som sælger forskellige ting. CD'er, tøj, halsbånd, armbånd, drikke-horn, veste, sko, støvler, smykker, mærker osv.
Der er stort set alt, hvad et metalhead begærer. Wackinger Village er en slags middelalder by. Her er der ridderkamp, boder som sælger mjød, sværd og rustninger og så meget andet.
Når man ellers ikke hører musik de andre dage, så opholder man sig et af de to steder. Eller i Beer Garden.
Bod i Metal Market
Selvom øllen er dyr på festival, så kan man squ ikke dy sig for lige at købe en enkelt eller fire.
Det var faktisk på Wacken, at jeg fandt min yndlings øl. Franziskaner hedder den og det er en weissbier. Jeg faldt for den fordi den smager så frisk.
Herhjemme har jeg dog ikke fundet den mange steder. Kun i Super Best ved deres specialøl.
Udover den bliver der solgt den tyske øl Beck's som også er en fin nok øl, men efter min mening ikke helt så god som Franziskaner.
I løbet af dagen faldt vi i snak med Mikkel og Lau som Troels(min efterskole roomie) og jeg også faldt i snak med sidste år.
I løbet af festivalen blev de efterhånden en del af campen, sammen med Henrik. Henrik er folkeskolelærer og et af de stiveste mennesker jeg nogensinde har mødt. Det skal dog også nævnes at han var en ret så flink fyr.
Når han sov, kunne man altid se hans støvler rage ud af teltet. Men han var altid rar at være iblandt, for han sagde ikke så meget. Han sad bare og drak sine 4 øl i timen, og grinede lidt af noget vi andre sagde i ny og næ.
Det meste af dagen, brugte vi også på bare at sidde i campen og høre musik. Vi havde et anlæg man kunne slutte sin Ipod til, og så var vi ellers igang med Slipknot, Slayer, Svedbanken, Terkel i Knibe, Judas Priest og så meget andet...
Mini, Lau, Mikkel, mig og Mathias
Om aftenen var der så party i Metalized teltet. Metalized er et dansk blad, hvor man kan læse om diverse metal bands, koncerter osv. Derudover dem der havde arrangeret turen.
Her stod den på gratis djævlebryg og konkurrencer. Det tog dog lidt overhånd, da den ene dommer bare begyndte at kyle alle premierne ud. Så gjaldt det bare om at rage til sig.
Det var dér at jeg fik bandet You Me at Six's nye cd lige i hoved.
Mig, John-Mark og Mini på besøg i nabocampen, hvor
Ane-Sofie(t.v.) bl.a. boede
Fik også fat i en cd med bandet Cycle of Pain.
Senere på aftenen vendte vi tilbage under vores egen pavilion, for at fortsætte det festlige humør.
Et stykke tid sad vi for os selv, selvom nabo-campen ivrigt prøvede at få kontakt til os uden held.
Til sidst rejste en stor mand ved navn Tobias sig og i selvskab med Ane-Sofie, kom de to over og tvang os nærmest til at gøre dem selvskab.
I denne camp boede også Nicholas som vi havde gjort bekendskab med siden første aften. Da jeg på vores anlæg havde fået noget Judas Priest til at blæse igennem, var han der med det samme. Han og jeg havde åbenbart en fælles entusiasme for bandet.
Mini efter at have løsrevet sig fra
stolen Mathias havde tapet ham
fast til
Efter at vi er vendt tilbage til vores egen hjemmebane, vender tingene fuldstændig i Mathias. Ja fuld var han.
John-Mark var gået i seng, men festen var da bestemt ikke slut. Mathias kunne ikke engang stå oprejst og fik pludselig til idé, at Mini skulle spændes fast til sin stol med gaffatape.
Meget af morskaben skyldtes måske den alkohol vi havde indtaget i løbet af aftenen, men Mini fik med hjælp fra undertegnet, revet sig fri.
Men han kunne ikke engang pisse i fred før Mathias straks var ifærd med at tackle ham. Det mislykkedes dog heldigvis for Mini, selvom det kunne have set ualmindeligt sjovt ud.
Næste morgen var nøjagtig som dagen før.
Denne dag ville festivalspladsen åbne og musiken ville starte. Og som de sidste to år er det det tyske Skyline der i samarbejde med Doro og U.D.O., åbner scenerne. Dog var U.D.O. ikke med i år, da han selv skulle optræde senere på dagen. Og det var da også fedt at høre gamle Accept-klassikere som "Princess of the Dawn", men for satan han er faldet af på den.
Og jeg siger jer, hvis ikke man er træt af tyske metal musik, så kan man godt blive det i løbet af den uge. For hvis der er noget tyskere er stolte af, så er det deres egne metal-bands. Nååeh ja bevares, der er da nogle gode imellem, men for silvan hvor er der også meget bæ, for at sige det rent ud.
Vi venter på at Volbeat går på
Men nu kom tidspunktet vi havde ventet på hele dagen. Volbeat, som i år var hovednavn, skulle til at gå på. Man ville da lyve hvis man som dansker ikke føler sig lidt stolt. Her stod vi foran True Metal Stage,blandt ca. 50.000 andre metalheads og headbangers, og ventede på de danske helte og de skuffede satme heller ikke.
Efter at Thomas Bredahl er blevet skiftet ud med tidligere Mercyful Fate guitarist Hank Shermann, har piben helt bestemt fået en anden lyd. Og det gjorde bare bedre at de forskellige featuring kunstnere, var med på diverse numre. "Barney"(Napalm Death), "Mille"(Kreator), Michael Denner(Mercyful Fate) og Jakob Ölund med sin fede slap bass!
Den eneste der faktisk udeblev var Pernille Rosendahl(tidl. Swann Lee, nu The Storm).
Under koncerten forsvandt Mini pludselige blandt de mange mennesker, men han kom mirakuløst tilbage til Mathias og mig hen imod slutningen af koncerten, så vi alle tre kunne skråle med på de længe ventede ekstra numre.
John-Mark, Mikkel og Lau forsvandt fra os før koncerten. Det var noget med at John-Mark og Mikkel skille på potten. Og Lau han fulgte bare efter.
Der gik ikke engang 2 minutter, før Mikkel og John-Mark kom løbende fra den modsatte retning af, hvor de først var gået hen. Dette forvirrende scenarie var nok til at Mini, Mathias og jeg selv ikke gad følge trop. Så vi besluttede os for, at gå ind i den voldsomt voksende crowd. (I bunden af indlægget har jeg linket det meste af Volbeats koncert)
Jeg selv med en god øl og det højt elskede "anlæg"
Da vi efter koncerten kom begejstrede tilbage i campen, stødte vi på John-Mark og Mikkel. Lau var vist hoppet i seng, men nu er man jo kun på Wacken en gang om året, og vi havde et par rammer øl der skulle tømmes. Mikkel hentede en vandpibe som han og Lau havde medbragt, vi havde selv musik på anlægget, så der ver kridtet op til en hyggelig nat.
Dagen efter var noget helt andet! Vi startede ud med, at have høj sol og hedebølge, som de andre dage. Det skal nok siges at vi havde klaget en del over det, og ja vi spørg også os selv hvorfor?
Mig iført det sexede regntøj,
lige før det voldsomme vejr
Vi kom hurtigt til at fortryde vores ønske om lidt skyer. Ønsket blev midt på dagen opfyldt, i høj grad! Selvom vores pavilion tidligere på dagen var blevet "storm-sikret" af en flinker fyr ved navn Christian, så måtte vi stadig stå i hver sit hjørne og holde fast i stængerne, så pavilionen ikke fløj sin vej. Ikke nok med voldsom blæst, så stod det også ned i stænger. Optimister som vi var, stod vi bare og råbte "THOR! ... ODIN!". Jeg havde heldigvis nået at hoppe i regntøjet, som heldigvis holdte regnen delvist ude.
Bah! En smule regn skulle da ikke slå os ud. Det var i det mindste ikke værre end Roskilde 2011.
Lige inden vejret for alvor var blevet voldsomt, kom Mini og Mathias lige med nød og næppe tilbage under pavilionen. Ikke fordi den hjalp så meget nu, da vinden alligevel blæste al regnen ind af de åbne sider.
Den mudrede festivalsplads efter det første regnskyl
Måske var der stadig grønt at spottei campen, men ligeså snart man bevægede sig væk fra hjemmebanen, var det et mudder helvede!
Jeg havde ingen gummistøvler med, men alligevel var mine sko dem der holdte mest tæt.
Dog skulle man passe på hvor man trådte, det var en større videnskab at komme igennem alt mudderet.
Det tog altså dobbelt så lang tid at komme fra campen og op på festivalspladsen.
Og derop skulle vi. Idag stod den nemlig på Napalm Death, Hammerfall, Dimmu Borgir og In Flames. Fede koncerter hver og en.
Da vi kom tilbage senere på aftenen var John-Mark forsvundet. Ja eller han var lige i nærheden, men det vidste vi ikke, før Mikkel kom over og fortalte os at han sad og drak sig stiv, i den østigske camp der lå bag vores.
Det var fantastisk, det vi ikke havde formået på 3 dage, havde de klaret på lidt under 3 timer. At drikke John-Mark stiv, selvom han tidligere havde sagt "jeg gider ikke drikke mig patte-stiv". Men patte-stiv det blev han. Men det opdagede vi først da vi kom tilbage fra D-A-D koncert, hvor Jesper Binzer talte tysk til publikum, på trods af at de fleste nok var danskere.
Under In Flames koncerten
Klokken var lidt over fire, da vi var tilbage og John-Mark lå fortabt og fordrukket i det ene telt. I forteltet havde han haft et "lille" uheld og på trods vores optimistiske tilgang til situationen, fik vi en ordentlig svinetur. Vi tænkte straks at det var alkoholen der talte for sig. Jeg satte mig over til Mikkel, som sad i den østrigske camp. Mathias og Mini tog sig kærligt af John-Mark, så han kunne sove trygt.
D-A-D gik på klokken tre om natten
Mikkel og jeg snakkede med to østrigske piger og drenge. Overraskende nok var østrigere ret glade for Danmark.
De var begejstrede for vores skolesystem og film. Ja endda vores film. Der rynkede Mikkel og jeg lidt i panden og kiggede på hinanden, men i Østrig er danske film såsom De Grønne Slagtere, Adams Æbler, Pusher og Blinkende Lygter oversat til engelsk tale.
Næste dag var den sidste, og jeg havde dagen forinden fået styr på mudder problemet. Simpelt nok havde jeg taget to skraldesække, stukket mine ben ned i dem og tapet dem fast - gaffa er altid godt at have med på en festival!
Idag stod den på Cradle of Filth,Amon Amarth og Scorpions. Amon Amarth havde vi set før, men det er altid fedt at genopleve et band, og de skuffer bestemt aldrig.
Da det begyndte at regne under Scorpions koncerten, besluttede vi os for at rende tilbage i campen, da den først var slut. Og ikke at Scorpions ikke er et godt band, men nøøøjh hvor var deres optræden langtrukken. Desuden kom deres bedste nummer, "Rock you like a Hurricane", først til aller sidst.
Så kom dagen endelig hvor vi skulle hjem fra mudder helvede! Alt det mudder havde fuldstændig dræbt festivalens stemning. For de fleste ihvertfald.
Og hvad sker der? Vores bus kan ikke komme ind og parkere, fordi der holder en anden bus i vejen.
En time senere lykkedes det dog og vi drog hjemad mod det danske land.
I troen om at vi ville stoppe i grænsen på vejen hjem, blev vi meget skuffede, men tanken om sparede penge, hjalp dog lidt på humøret.
Det røg dog hurtigt da bussen igen gik i stykker, midt på fyns motorvej. Man skulle tro at de ville vælge en anden bus efter at den gik i stykker på vejen derned?
Da vi blev samlet op af en ny bus, stod den da på et par gratis rammer øl. Turen fra fyn til København var pludselig ikke så lang.
I bussen stod den på guitarspil, jubel og et opmuntrende spil majer.
Jeg tror at min kæreste, der var kørt ind for at hente mig, kunne mærke den gode stemning vi havde med fra bussen. Vi alle sagde farvel og forlod hinanden med ironiske råb om, at der ville være opvarmning i Mikkel og Laus lejlighed senere på aftenen.
Det blev dog ikke til noget, men Mathias og jeg selv fortsatte dog festen i bilen hele vejen hjem til Solrød Strand. Bevares der var lige et par stop, grundet at der skulle vandes nogle blomster, men hjem kom vi til sidst.
Der var ingen tvivl om, at hjemturen havde givet hele oplevelsen et hak ekstra opad, hvilket jeg selv fik mærket, da jeg senere hilste på min aftensmad igen.
Men tusind tak for opmærksomheden og interessen! Vi ses måske på Wacken igen, til et forhåbentligt bedre vejr, næste år!
Mini, mig og Mathias til Cradle of Filth - taget af et venligt metalhead,
som så at Mathias bestemt ikke havde evne for at få et godt billed af os alle tre!
Andre koncerter fra festivalen kan evt. findes på youtube!
Ja, det er efterhånden en gammel perle, men det gør den ikke mindre værd. Har man ikke set Edward Scissorhands endnu, er det snart ved at være på tide.
Da jeg selv er en af dem der ser Johnny Depp som et stort forbilled, er det nok ikke så mærkeligt at jeg anbefaler en film med ham. Men denne er heller ikke undtagelse, den er en "must see", og kan man lide idéen om Beauty and the Beast,så vil Edward Scissorhands helt sikkert også falde i god smag, da de to historier minder en hel del om hinanden.
Er man til eventyrfilm med et lille strejf af humor så bør man uden tvivl give Hr. Depp og resten af flokken en chance for at kunne underholde.
Derudover er det jo Johnny Depps efterhånden faste samarbejdsmakker Tim Burton, (The Nightmare
Before Christmas, Planet of the Apes, Charlie and the
Chocolate Factory osv.)som står bag filmen! Det er en trist historie om Edward, som har sakse istedet for hænder, ja det ligger jo lidt i titlen. Men han har boet længe for sig selv, i et gammelt forladt slot, men nu kigger han frem og opdager, at han har et talent, som ingen andre formår at gøre ham efter!
Ja, nu tænker du måske "hvad er det tossen nu skal til at anbefale", og jeg kan næsten kun tænke det samme, når man ser Jay Kay med sin efterhånden vante hovedbeklædning.
Ja tydeligvis er han jo ikke ligefrem indianer, men på trods af den interessante måde at klæde sig på, er han også en sanger med en uimodståelig og ligefrem næsten forførende stemme.
Ja det lyder måske mærkeligt, når det kommer fra en dreng, men det britiske funk band, Jamiroquai,laver squ nogle fede ørehængere!
Jeg kender dog ikke bandet bedre end, at jeg kun knap har hørt to sange, men det var også nok til at fange min interesse, selvom det normalt ikke er musik, jeg lige planter på hylden derhjemme.
Jeg kan varmt anbefale deres to sange "Love Foolosophy" og "Runaway".
Især Runaway faldt i god jord hos mig selv. Der måtte trommeslageren i mig squ lige sparke lidt med ben og hofter, for det var virkelig svært at stå stille!
Lærte bandet at kende igennem nogle kammerater, som konstant spillede dem i pauserne mellem de lange timer i gymnasiet.
Det er dog først lidt tid efter, at jeg tog faklen og løb efter dem, ind i hulen fyldt med funk og jazz!
Hvis du stadig tænker "naaaah" eller bare gerne vil høre det så give it a shot:
Er man frisk på et godt gys er filmen "The Haunting in Connecticut"
et godt bud på en chok-fremkaldende film. Skræmmes man derimod ikke af ånder
der hjemsøger uskyldige mennesker, er filmen måske ikke så interessant. Men giv
den et kig alligevel.
Den er baseret på en delvist sand historie, hvilket bare får hårene i nakken
til at rejse sig yderligere.
Familien Campbell flytter ind i et nydeligt hus i Connecticut, fordi at der
i nærheden ligger et hospital hvor sønnen Matthew får behandling for cancer.
Kort tid efter indflytningen sker der en del sære hændelser og Matthew ser
bl.a. hele tiden den samme dreng som så tilsyneladende ikke er levende.
De finder så senere frem til husets dystre hemmelighed!
Sluk lyset, lås døre og vinduer og hav en kæreste klar til ofring til overs
for dig selv, for spænding er ikke lige just hvad filmen mangler!
En lille introduktion før jeg lige skyder anbefalingerne igang!
Jeg vil anbefale musik, film og evt andre ting til folk der har interesse. Det bliver ikke helt ligesom min vlog, hvor det primært var heavy metal og hård musik der blev anbefalet.
Her vil jeg gøre et forsøg for at holde rammerne lidt breddere, men selvfølgelig holder jeg mig inde for de rammer jeg selv kender, så jeg bevæger mig ikke ud i genre som hip hop, men giv det en chance! ;)
Er man til bands som Nickelback og Shinedown, vil You Me At Six helt sikkert også vække en lille interesse, da det er noget hen af den samme stil.
Jeg kendte ikke selv bandet før jeg fik deres cd "Sinners Never Sleep" (2011) kylet lige i fjæset på Wacken Open Air 2012.
Gratis fik jeg det og grunden til at albummet ikke røg lige i campens skraldesæk var, at der nu alligevel var noget ved musikken som virkede interessant!
Det er et britisk alternative rock band som blev dannet tilbage i 2004, så "Sinners Never Sleep" er kun tredje album i rækken af forgængere som "Take Off Your Colours" (2008) og "Hold Me Down" (2010).
Hvis man er interesseret linker jeg sangen "Loverboy" fra albummet "Sinners Never Sleep":
Jeg ved at jeg ikke ligefrem får skrevet særlig tit, men jeg arbejder på at få så meget aktivitet kørende som muligt.
Jeg har også en vlog på youtube under navnet "Rockers Blog", men aktviviteten i den vil falde til fordel for denne blog.
Jeg vil gerne starte ud med at præsentere mig selv for folk.
Hej! Jeg hedder Nichlas Tamás Vitéz Barakonyi, mine venner kalder mig enten TB eller Nich alt efter hvem jeg er sammen med.
Nu tænker du måske, at det var da et besynderligt navn som lyder meget russisk... Desværre er det ikke russisk (Sorry hvis ikke du tror det, men det bare det jeg oftest får afvide).
Min far er fra Ungarn, og til jer der ikke lige ved hvor Ungarn ligger, så se her:
Ungarn var engang under navnet Østrig-Ungarn, men den slags kedelig historie vil jeg nu ikke blande jer ind i.
Min mor er dog dansker sååeh helt udlænding er jeg dog ikke (ikke at der overhoved er noget galt i det).
I denne blog vil jeg blogge om mange forskellinge ting, såsom musik, film, hverdags ting, programmer i tv evt... og så meget andet, hvis ikke du har interesse nu så det okay, men giv det en chance!
Jeg glæder mig til at komme igang med bloggen og håber at folk vil kunne finde noget, inspiration eller lære noget eller måske bare være underholdt!
