Måske er det bare mig der har visse regler, som jo selvfølgelig ikke gælder for andre. Men sommetider kan jeg opfatte folk, som værende ekstremt ubehøvlede.
Ja undskyld det fornemme sprog, men jeg vil ikke tale ilde om andre, hvis ikke der er noget om det.
Visse regler har jeg, med hensyn til respekt for andres musik. Derfor har jeg en række råd, som i kan bruge hvis i vil!
Nich's 7 musikråd:
 |
| Approved! |
- Vis/udtryk ikke din mening, med mindre den er godsindet.
- Lad vær at diskuter musik med folk der slet ikke hører det samme som dig selv. (Det er en diskussion der aldrig kan vindes alligevel)
- Hvis din mening skal udtrykkes og den er negativt stemt, så sig hellere "det er ikke lige mig".
- For guds skyld så udtal dig aldrig om en kunstners talent. (De må have en form for talent, siden de har fået en pladekontrakt til at starte med)
- Kald aldrig andres musik for lort, da du ikke overfor dem kan redegøre for at din musik er bedre. (Igen det er et spørgsmål om smag og mening)
- Giv plads når du begiver dig udenfor det private! (Der er måske andre end dig der vil høre musik, som ikke nødvendigvis er samme smag som din)
- At skifte væk fra andres musik før sangen er færdig er simpelthen for dårlig stil! (igen i det offentlige rum selvfølgelig)
En særling, det er jeg. Det ved jeg skam godt selv, men jeg kan bare bedre lidt at trives med folk, frem for at skulle finde en grund til at diskutere.
Hele mit liv er jeg blevet "skubbet rundt", fordi jeg ikke lige hørte det samme musik, som alle andre gjorde. Og bevares jeg kan da godt udtale mig voldsomt negativt om musik jeg ikke kan lide, men så er det når jeg er sammen med de kamerater, der hører det samme musik som jeg selv. Føler ingen grund til at skulle belemre folk med, hvad jeg inderligt føler om det musik de hører.
Og jeg klager skam ikke over den "mobning" jeg var igennem i folkskolen, for det har mange andre også været igennem. Positivt ser jeg på det, for det har da gjort mig til den jeg er, og givet mig sande venner for livet. Det er da langt fra alle mine kamerater der hører samme musik som jeg, men vi er squ da også pisse ligeglade. Det er musik, det fortæller intet om hvem du er. Jeg vælger mine venner på trods af det.
Og jeg beskytter slet ikke min egen subkultur, for jeg ved squ godt at der er folk som mig, som heller ikke opfører sig særlig anstændigt.
Det er folk generelt. Lad nu den der musikkrig ligge og lad os komme videre istedet for det fis. Det fører ligeså langt som diskussionen omkring hvilken religion der er den mest rigtige, på trods af at mange religioner faktisk er startet samme sted.
Anyways, tilbage til min frustration! Michel var som sagt en fin fyr. Flink at snakke med og han ser da også venlig ud. Han havde ofte sin computer med så han kunne sætte musik på i butikken. Ja altså musik, som kunder ville kunne holde ud at høre.
En aften havde jeg også været kreativ og lavet 3 spillelister som sagtens ville kunne blive spillet i butikken.
En af dagene fik vi så sat den på. Michel rystede på hoved af den ene sang efter den anden.
Swan Lee, Saybia, Seal og Gorillaz. Ej der mente han, at hans musik var meget bedre. "Seal skal bare fucke af med sit grimme arfjæs", sagde han ude på lageret. Jeg tog det blot med et smil "han må jo have en vis form for talent siden noget af hans musik er så kendt", sagde jeg. "Talent? Hvilket talent. Ja jeg kan ikke høre noget", var Michels sidste kommentar, inden jeg gik min vej. Det fis gad jeg simpelthen ikke høre på. Magen til negativ holdning!
En uge senere blev han fyret. Ja eller opsagt som man pænt kalder det. Hans eneste kommentar til det var, "Jamen jeg havde alligevel tænkt mig at starte på uddannelse i Januar, så det passer mig fint".
Jeg var ikke den eneste, som tænkte at det bare var et skjold han holdt oppe, for at bevare sin "stolthed".
Alligevel kunne jeg heller ikke heeelt slippe tanken om, at karma nu endnu engang havde en finger med i spillet. Ikke at jeg tror på det, men nogle gange kan man simpelthen ikke lade vær!
