Efterhånden er man faldet godt til på det nye arbejde. Folk er venlige og var da begyndt at snakke med en herre som jeg selv, som også var musikentusiast. Michel hedder han. Flink fyr, men noget så mystisk.
Måske er det bare mig der har visse regler, som jo selvfølgelig ikke gælder for andre. Men sommetider kan jeg opfatte folk, som værende ekstremt ubehøvlede.
Ja undskyld det fornemme sprog, men jeg vil ikke tale ilde om andre, hvis ikke der er noget om det.
Visse regler har jeg, med hensyn til respekt for andres musik. Derfor har jeg en række råd, som i kan bruge hvis i vil!
Nich's 7 musikråd:
Approved!
Vis/udtryk ikke din mening, med mindre den er godsindet.
Lad vær at diskuter musik med folk der slet ikke hører det samme som dig selv. (Det er en diskussion der aldrig kan vindes alligevel)
Hvis din mening skal udtrykkes og den er negativt stemt, så sig hellere "det er ikke lige mig".
For guds skyld så udtal dig aldrig om en kunstners talent.(De må have en form for talent, siden de har fået en pladekontrakt til at starte med)
Kald aldrig andres musik for lort, da du ikke overfor dem kan redegøre for at din musik er bedre.(Igen det er et spørgsmål om smag og mening)
Giv plads når du begiver dig udenfor det private!(Der er måske andre end dig der vil høre musik, som ikke nødvendigvis er samme smag som din)
At skifte væk fra andres musik før sangen er færdig er simpelthen for dårlig stil!(igen i det offentlige rum selvfølgelig)
En særling, det er jeg. Det ved jeg skam godt selv, men jeg kan bare bedre lidt at trives med folk, frem for at skulle finde en grund til at diskutere.
Hele mit liv er jeg blevet "skubbet rundt", fordi jeg ikke lige hørte det samme musik, som alle andre gjorde. Og bevares jeg kan da godt udtale mig voldsomt negativt om musik jeg ikke kan lide, men så er det når jeg er sammen med de kamerater, der hører det samme musik som jeg selv. Føler ingen grund til at skulle belemre folk med, hvad jeg inderligt føler om det musik de hører.
Og jeg klager skam ikke over den "mobning" jeg var igennem i folkskolen, for det har mange andre også været igennem. Positivt ser jeg på det, for det har da gjort mig til den jeg er, og givet mig sande venner for livet. Det er da langt fra alle mine kamerater der hører samme musik som jeg, men vi er squ da også pisse ligeglade. Det er musik, det fortæller intet om hvem du er. Jeg vælger mine venner på trods af det.
Og jeg beskytter slet ikke min egen subkultur, for jeg ved squ godt at der er folk som mig, som heller ikke opfører sig særlig anstændigt.
Det er folk generelt. Lad nu den der musikkrig ligge og lad os komme videre istedet for det fis. Det fører ligeså langt som diskussionen omkring hvilken religion der er den mest rigtige, på trods af at mange religioner faktisk er startet samme sted.
Anyways, tilbage til min frustration! Michel var som sagt en fin fyr. Flink at snakke med og han ser da også venlig ud. Han havde ofte sin computer med så han kunne sætte musik på i butikken. Ja altså musik, som kunder ville kunne holde ud at høre.
En aften havde jeg også været kreativ og lavet 3 spillelister som sagtens ville kunne blive spillet i butikken.
En af dagene fik vi så sat den på. Michel rystede på hoved af den ene sang efter den anden.
Swan Lee, Saybia, Seal og Gorillaz. Ej der mente han, at hans musik var meget bedre. "Seal skal bare fucke af med sit grimme arfjæs", sagde han ude på lageret. Jeg tog det blot med et smil "han må jo have en vis form for talent siden noget af hans musik er så kendt", sagde jeg. "Talent? Hvilket talent. Ja jeg kan ikke høre noget", var Michels sidste kommentar, inden jeg gik min vej. Det fis gad jeg simpelthen ikke høre på. Magen til negativ holdning!
En uge senere blev han fyret. Ja eller opsagt som man pænt kalder det. Hans eneste kommentar til det var, "Jamen jeg havde alligevel tænkt mig at starte på uddannelse i Januar, så det passer mig fint".
Jeg var ikke den eneste, som tænkte at det bare var et skjold han holdt oppe, for at bevare sin "stolthed".
Alligevel kunne jeg heller ikke heeelt slippe tanken om, at karma nu endnu engang havde en finger med i spillet. Ikke at jeg tror på det, men nogle gange kan man simpelthen ikke lade vær!
Længe har jeg søgt job, efter min beslutning om at tage et sabbatår. Eller ja 3 måneder, men det er altså også lang tid at sidde derhjemme og spille Battlefield 2, Battlefield 1942, Sudden Strike og Delta Force Land Warrior.
Jeg burde egentlig udtrykke min taknemmelighed til min gode ven Mini, da det ligesom er hans skyld, at jeg overhoved fik jobbet.
Jeg afleverede bare en ansøgning og dagen efter, blev jeg ringet op og spurgt om jeg ville komme til jobsamtale. "Selvfølgelig", svarede jeg selvfølgelig, "hvornår skal jeg komme?". Onsdag eller torsdag fra 12 til 15, fik jeg af valgmuligheder. "Så siger vi onsdag klokken 14", svarede jeg hurtigt.
Næste dag, da jeg skulle komme til samtale, kom jeg en halv time for tidligt, så jeg tumlede lidt rundt ude foran butikken, da jeg var blevet enig med mig selv om, at det var en smule pinligt at komme så meget for tidligt. Det virkede måske også lidt som om jeg var desperat.
Jeg blev ellers træt af at tumle rundt derude foran, så jeg kig ind 10 minutter før og spurgte efter Daniel. "Ja hvis du bare fortsætter, ned til rulletrapperne, så skulle han gerne være nedenunder". Jeg fulgte pigens råd, men nåede knap nok ned til rulletrapperne før Daniel kom op af dem. Lidt som om han vidste, at jeg var på vej.
Hele samtalen gik godt, synes jeg selv. Men forsøgte ikke at have for høje forhåbninger, siden det var min første jobsamtale. Men alt i alt gik det godt... Ihvertfald indtil samtalen var slut. Afslutninger har jeg aldrig været god til. Lad mig gøre det kort. Daniel sagde "jamen vi ses jo nok Nichlas", og jeg svarede "Ja tak og i ligemåde".
"HVAD FANDEN VAR DET!" tænkte jeg 2 sekunder efter jeg havde sagt det, og resten af dagen.
Indgang til stueetagen i Sportmaster.
Jeg havde fået af vide, at jeg kunne forvente mig et svar, den kommende uge, men svaret kom aldrig.
Håbet var ved at dø, da der var gået næsten 3 uger, men så vågnede jeg pludselig ved min vibrerende mobil, som viste et nummer jeg ikke lige kendte.
"Det Nichlas!?", svarede jeg da jeg tog den op til øret. "Ja hej Nichlas, det er Daniel. Undskyld den lange ventetid, men den er kun faldet ud til din fordel. Du kan starte på mandag".
Jeg kunne næsten ikke tro det! Så lang ventetid og endelig var noget faldet ud til min fordel.
Det blev mandag og jeg kom til tiden. Kokken 12 ganske vist, en fin tid at møde på. Her blev jeg kommet i møde af Thomas. Daniel havde ferie i denne uge, og var den eneste ud over Henning, som stod over Thomas.
Jeg fik en blå Hummel trøje og Thomas viste mig rundt i hele butikken. Derefter overlod han mig til Mini, som hurtigt skulle oplære mig i kassen.
Det sad ikke helt fast, men jeg måtte jo igang med at prøve det selv, før det kunne klistre sig ordentligt fast i hoved på mig.
Allerede denne første dag havde jeg en yderst besynderlig kunde. Bare hans udseende sagde lidt om, at det her ville blive interessant. En hue trukket næsten helt ned i øjnene og så et massivt pubertetsoverskæg.
Han kom blot for at købe nogle fodboldstøvler. Han måtte tage til takke med nogle andre end dem han først havde udset sig, da de desværre var til piger. Men jeg fulgte ham op til kassen og han betalte for støvlerne. Stille og roligt gik det, og det var vist en forholdsvis kedelig og meget rolig dag jeg havde fået lov at starte op på. Sandsynligvis fordi folk sparede på pengene, da julegaveræset snart ville træde til.
Pludselig kom ham fyren med støvlerne igen. Der var ikke engang gået et kvarter. "Hej jeg har købt de her sko, jeg vil gerne have pengene tilbage". Mini gav ham pengene og han traskede ud af butikken igen.
Ellers var resten af dagen ret stille og rolig. Der skete ikke så meget. Man hjalp og betjente nogle kunder, men der var dog ikke så mange af dem.
Klokken blev 19, butikken lukkede og arbejdsdagen var slut.
Snart kom dagen hvor bandet for alvor skulle sættes på prøve. For at holde stilen, havde vi på forhånd aftalt den samme dress-code, som på vores foto-shoot.
Vi ankom tidligt på dagen, da alle bands skulle igennem en lydprøve, inden hele koncert-ræset gik igang. Vi var venligt stillede overfor de fleste, andet havde været latterligt, men alligevel var der en negativ energi fra nogen af Infight gutterne. Sandsynligvis ovenpå diverse skænderier over vores sang. Men ellers blev der ikke brugt så meget energi på negativitet.
Men tiden kom hvor showet skulle igang. Heldigvis var vi de sidste af de fem bands der skulle på, og vi håbede på, at det ville være en fordel.
De andre bands var nu okay, vi var jo alle på amatør-niveau, så ville ikke sidde her og tale dårligt om nogen.
Alligevel kunne man sagtens forestille sig hvor på skalaen de forskellige lå. Konkurrencen lå klart mellem Gult Hold, Infight og Mental Phobia. Dog alligevel ikke Gult Hold, da deres musik måske ikke ligefrem helt var i kontakt med folk på samme måde, som de andre band's var.
Det var vores tur, selve "showet" havde vi selv været lidt kreative med. De andre gik ind først, imens stod jeg ude bagved og skulle komme løvende ind efter introen, som gik direkte over i Carpark North's "Transparrent and Glasslike".
Det gik vel mere eller mindre godt, skal jeg ikke kunne sige. Jeg grimmes selv når jeg ser videoerne fra den dag, men man er jo selv, sin hårdeste kritiker.
Efter første nummer gik vi over i vores eget nummer, "Mentalt System Overload". Den var åbenbart populær, for der var da nogle stykker der sang med på den. Det var da også meget federe at spille noget man selv havde lavet!
Til slut spillede vi et nummer som havde fulgt Sidor og mig siden efterskolen. Et cover af Blur's "Song 2".
Her gav vi den sidste energi vi havde i os, for at slutte koncerten af med et brag.
Det var også her at det kunne ses, at Mental Phobia helt klart var et live-band. Vores demoer var det rene lort, i forhold til vores optræden.
Chris' bas-outro og Sidor med et fan-lavet skilt
Hele skidtet sluttede vi af med en bas-outro, og så var det bare at vente på dommernes afgørelse af dagens optrædener.
Optagelse af vores eget nummer "Mentalt System Overload", og ja ja, det er da ikke ligefrem toppen af poppen:
Man har set den eller sågar hørt om den. Ikke desto mindre er det en komedie, man skal have set. Har du hverken set den eller hørt om den, så kom dog igang. Eller nu skal jeg ikke sidde og give for høje forventninger, til dem der ikke har set den, men den er helt klart på listen over komedier som man skal have set.
Den hører til de komedier, som man stadig kan citere, længe efter man har set den.
Han er dyre detektiv, den eneste, men fandme en djævelsk god en af slagsen. Man kunne tro at han var psykisk ustabil, men det er blot en del af hele hans dyriske personlighed.
Hvem er bedre i denne rolle end Jim Carrey(The Mask, Dum og Dummere, Me Myself and Irene, Yesman). Også Courteney Cox fra tv-serien Friends er på rollelisten.
En helt almindelig fredag! Uden en fis at tage sig til. Ja det ikke meget man kan foretage sig, når ikke man har nogen penge. Men jeg stod da op, og sprang næsten i kludene, da jeg opdagede at jeg nok havde sovet lidt længe.
Fint nok, så stod den på lidt tv. Ikke nogle interessante programmer, det jeg ihvertfald startede med at se var filmen Min kone er en øksemorder, tror jeg nok den hed. Hmm videre til DR1, der var Gintberg på kanten. Så gav jeg TV2 et forsøg, Det mig eller hunden, ja jeg kunne jo ligeså godt se det, jeg havde jo ikke noget andet interessant at tage mig til.
Efter det var slut var det squ tid til noget frokost. Imens jeg så noget jeg synes er vældig interessant; Alarm 112.
Så skulle jeg ud og slå græsset, det havde ikke fået tæsk i lang tid, så nu måtte det være på tide. Jeg tog mine høretelefoner og Ipod så jeg i det mindste kunne høre lidt musik imens.
Ja alt i alt så var det vel en almindelig, kedelig fredag. Men hvad skulle jeg lave om aftenen? Ikke en fløjtende fis. Det troede jeg ihvertfald ikke, men så skrev Martin: "Kom på Tex". "Jeg har ingen penge," måtte jeg svare, for ærlig talt så er det ikke skide sjovt, at sidde blandt sine venner og alle stamkunderne og være ædru, imens de bare bliver mere og mere visne.
"Nå okay" svarede han næsten straks igen. Jeg sukkede dybt, for jeg ville jo gerne, det var snart også et stykke tid siden, jeg havde set dem.
Der gik et stykke tid, og snart kunne jeg igen se at skærmen på min mobil lyste op med Martins navn. "Kom nu på Tex! Lasse og jeg sponsorerer dine øl". Fantastisk, hvem kan afslå det? Men det gjorde jeg, "Ej jeg vil squ helst ikke skylde penge", "Hva snakker du om? Vi giver, du skal ikke tænke på noget".
Så måtte jeg smide håndklædet i ringen, gå ind til min moder og så høfligt spørge, om hun ville køre mig ned til Tex, som ligger i Solrød Centeret, overraskende tæt på gymnasiet.
"Har du nogen penge?" spurgte hun. "Nej, ikke en øre", svarede jeg straks igen, som om jeg var forberedt på, at hun ville spørge. "Det jo derfor jeg spørg, du skal da ikke nasse på dine venner" sagde hun og fik mig lokket med hen til banken så hun kunne give mig nogle penge.
Lidt pinligt men altså, jeg tager da gerne imod venligheden! Dér stod Chris, han skulle også hæve penge, og straks gik snakken med, at alle mine kammerater havde fundet jobs. Overraskende mange af dem som skolevikar.
På Tex blev der taget godt imod os. Gensyns krammer hist og her. Kun drengene, nååeh ja også Lasses kæreste Victoria.
Solrød kommune er den røde plet på kortet
Vi sad udenfor, lidt koldt bevares, men det var da også hyggeligt. En lille scene var blevet sat op i nærheden, det var åbenbart MC Clemens der skulle optræde. "Hva fanden laver han i Solrød?" blev der spurgt om flere gange. Og det er ikke så mærkeligt, for Solrød er en forholdsvis lille kommune syd for København og lige nord for Køge.
Kendte mennesker fra Solrød kan man vel nok nævne Uffe Holm, Jon Dahl og Remee.
Lasse Rimmer bor her også, eller det ved jeg ikke om han gør længere.
Kim Larsen har da også lavet en sang der hedder "Pas på svinget i Solrød".
Men nok om det. MC Clemens gik på at vi blev dirigeret indefor, da vi ikke måtte sidde ude på terrassen og drikke. Der var efterhånden blevet hældt et par fadøl og nogle grønne Tuborg ned, og pludselig slap pengene op. Ja det sker jo.
"Jeg giver," sagde Martin og tak som byder! Vi fortsatte i højt humør, men Lasse, Chris, Vic, Jakob og Thor tog videre ind mod København. Mini sluttede sig til os, og jeg gjorde, som jeg normalt gør når jeg er fuld, begyndte at snakke med gud og hver mand.
Før jeg vidste af det, havde jeg overhalet dem allesammen indenom og måtte næsten lægger mig ned og holde fast i jorden, for ikke at falde. Pludselig gik det stærkt, og jeg måtte indse, at tiden vist var inde til at smutte hjemad.
Og når man er fuld, er der intet bedre end at komme hjem til Burger Kings Bacon Whopper Cheese menu!
God weekend! I aften står den på hyggelige festligheder, med de herlige mennesker fra efterskolen!
Det ligner måske noget, der er direkte revet ud af en manga-serie, men det er det dog ikke. Denne gang vil jeg anbefale blot en sang, da jeg ikke kender til andet end den ene, som jeg tilfældigt faldt for, for ca. 5-6 år siden.
Sangen hedder "Filth in the Beauty" og er, for mit vedkommende ihvertfald, en ørehænger. Det er det japanske visual kei rock band The Gazette der står bag.
Sangen indeholder både engelsk og hvad jeg tror er flere forskellige dialekter indefor japansk. Det engelske kan dog være svært at udpege, da forsangeren Ruki synger med en del accent. Ikke desto mindre er sangen faktisk temmelig god.
Bandet har dog mange genre at bevæge sig indefor ligefra pop rock til metalcore.
Ikke at jeg kan give jer et tydeligt bevis på det, så er det vel også sjovere, at måske finde ud af det selv. I så fald anbefaler jeg sangen "Filth in the Beauty". Sangen starter ret poppet ud, men rykker ret hurtigt over i en hard rock/heavy metal lignende tone.
Her en video med undertekster så man endda selv kan se hvor det engelske slår til:
Første indlæg som afspejler min kreative side. Ikke at jeg tror den er bedre end andres, men det rart nogen gange at kunne dele sine tanker.
"The Dream Deceiver" er en sang jeg skrev tilbage i 2011, med mit daværende band Mental Phobia, som jeg i øjeblikket også skriver en blog-"serie" om under navnet Mental Phobia - beretningen om det første band.
Sangen var den første som jeg på egen hånd skrev tekstmæssigt, som jeg var fuldt tilfreds med. Meget af det jeg tidligere havde skrevet, var noget mærkeligt og meget dårligt formuleret fis.
Hvad den handler om har jeg aldrig været helt enig med mig selv i, da den handler om mange ting, som jeg tror mange kan genkende, men især ting som foregår omkring mig selv.
Mental Phobias sidste optræden
med nummeret "The Dream Deceiver"
Med simple ord kan man beskrive sangens tema som det at væreparanoid, søvnløshed og ånder(folk i døden uden fred).
Men jeg vil ikke give jer for mange tanker i hoved, da jeg selv vil mene at det er fantastisk selv at kunne lægge sin egen fantasi og følelser ind i det:
1. Vers I
can get no sleep tonight Twisting
my mind around inside The
pain is like a lullaby Can’t
escape this even if I try 2. Vers Then
there’s something very strange Now
my mind begin to change Crazy
thoughts inside my head Now
it feels like I will soon be dead Omkvæd No run, no hide No fair, no pride Disturbing your dreams It’s the dream deceiver
"Det minder for meget om Rolling Stones" hævdede bassisten fra en af vores konkurrenter, Infight. Skal man se på det, på en meget dramatisk måde var de nok vores ærkefjender. Eller det blev de, da fejden over vores dårlige demo fortsatte. Endda med opbakning fra Infight's "fans".
Da den lokale avis skulle have billeder af de forskellige deltagende bands, måtte vi selvfølgelig hoppe ud i et fotoshoot.
Sidor, mig, Christian og Chris
Vi var ret enige om at vores baggrund skulle indeholde hhv. beton og graffiti, så Jersie Station blev location for vores billed. Min far var manden bag kameraet, så det var ganske gratis.
Endnu et problem meldte sig, da vi på dagen ikke kunne få fat i Jakob og derfor måtte skyde nogle billeder uden ham.
For at få et ordentlig bandbilled havde vi en dress-code, hvilket lignede meget noget punkrock inspireret fis.
Sorte skjorter, slips og satme også noget sort om øjnene. Ja selve musikken var da også blevet lidt mere punked.
Da vi endelig fik kontakt til Jakob, som åbenbart bare havde ligget derhjemme og boblet, fik vi aftalt at mødes igen om aftenen, til en ny omgang billeder med alle mand.
Christian, Chris, Jakob, Sidor og mig
Endnu engang måtte vi smide overtøjet og "posere" for kameraet. På trods af at det var marts måned, var det fandme koldt.
Der skulle mange billeder til, før der overhoved kom noget som helst frem, som vi gad vise frem. Sidor og jeg sad senere på aftenen og redigerede de billeder, som vi syntes var de bedste.
Jeg gemte dem på min computer, under mappen Mental Phobia. Vores navn var kommet til, efter indspilningen af vores demo.
Manden der hjalp os, jeg kan ikke lige huske navnet på ham, spurgte os hvad vi hed.
Vi var alle enige om, at det skulle være noget med en fobi.
Pludselig slog det os. Vi tænkte på budskabet i vores første sang, "Mentalt System Overload". Sammen med det kom vi til at hedde Mental Phobia.
Vi sendte billederne og avisen blev trykket!
Avisafsnittet om bandet, før Solrød Band 2010 (Click for større billed)
Et horror punk/heavy metal band dannet i 2002 af Slipknots berømte trommeslager Joey Jordison og Joseph Poole bedre kendt som Wednesday 13.
Bandet har haft et par skiftende medlemmer, men består idag kun af de to grundlæggere. Men på trods af at de kun er to, formår de stadig at lave musik, da Joey er bandets guitarist, på trods af sin rolle som trommeslager i Slipknot.
Dog har de kun udgivet 2 albums, det første Beyond the Valley of the Murderdolls(2002)og Women and Children Last(2010).
Jeg selv lærte dem at kende for mange år siden ved hjælp af kedsomhed for at være ærlig. Lavede noget "hygge"-research på Slipknot og fladt pludselig over navnet Murderdolls.
Der gik ikke længe før jeg tog til Sex Beat Records på Studie Strædet i København og købte Beyond the Valley of the Murderdolls "Limited Edition" med DVD. 21 tracks, hvor man bl.a. kunne finde et cover af Billy Idols "White Wedding". Men ganske udemærket skive.
Må dog indrømme at den anden er bedre. Derfor kan jeg varmt anbefale sangen "My Dark Place Alone".
Filmen er baseret på Anne Rices roman af samme navn og er bestemt noget helt andet end Twillight Sagaen. Faktisk skal man helst ikke forveksle dem. Ikke at jeg har noget imod Twillight overhoved, men gennem årene har forfattere og diverse filminstruktører, haft vidt forskellige meninger om hvordan en vampyr skal fremstilles.
Bare for at tage endnu et eksempel kan man da kigge på serien True Blood.
I Interview with the Vampire har vi at gøre med vampyrer, som de næsten traditionelt er blevet fremstillet for generationer siden. Den slags som sover i kister og slukker deres tørst ved mørkets frembrud.
Louis har mistet sin kone og barn og sørger derfor voldsomt. Han træffer herefter en besynderlig mand ved navn Lestat, som tilbyder ham et nyt syn på verden. Han skulle senere lære at dette tilbud var mere en plage frem for et liv i paradis.
En masse gode skuespillere medvirker i denne meget spændende film deriblandt Brad Pitt(Sleepers, Fight Club, Troy), Tom Cruise(Top Gun, Mission: Impossible, The Last Samurai, War of the Wolds), Antonio Banderas(The Mask of Zorro, the 13th Warrior) og Kirsten Dunst(Jumanji, Spider-Man 1-3).
Endnu en Tim Burton/Johnny Depp film. Ja men man kan squ heller ikke slippe af sted med at sige andet, end at det bare er godt!
Er man til film med en dyster stemning, er det her bestemt en af dem, man burde have stående på hylden derhjemme. Ikke just en gyser, det ville være en skam at sige, alt efter hvor nemt man skræmmes, men den er bestemt værd at se.
Da jeg selv så den første gang var jeg ikke andet bekendt med Depp end hans rolle som Captain Jack Sparrow. Men da jeg nu havde set ham både i Pirates of the Caribbean, Charlie og Chokoladefabrikken og nu også i rollen som Benjamin Barker aka Sweenet Todd, var det meget svært at ignorere at han var en helt speciel skuespiller.
Filmen handler om Benjamin Barker, som egentlig har alt det, som man kan bede om i livet. En succesfuld forretning, en dejlig kone og en datter. Men straks bliver det taget fra ham og han anbringes i fængsel under falsk anklage. 15 år senere vender Benjamin Barker tilbage til Londons skumle gyder, men skaber sig istedet en identitet som Sweenet Todd.
Han åbner på ny en barberforretning, men behandler kunderne særdeles anderledes end han gjorde det 15 år tidligere.
Ud over Johnny Depp er der en rolleliste med massere af kendte ansigter. Bl.a. Helena Bonham Carter(Planet of the Apes,Charlie and the Chocolate Factory, Harry Potter 5-7, Alice in Wonderland), Alan Rickman(Harry Potter 1-7, Alice in Wonderland) og Timothy Spall(Rock Star, The Last Samurai, Harry Potter 3-7)
Fra v. Barry Stock, Adam Gontier, Neil Sanderson og Brad Walst
Et band som jeg tidligere, ikke rigtig vidste hvad jeg skulle synes om. For at være ærlig var jeg ikke særlig vild med dem i starten, da en af mine veninder satte det på. Et af hendes yndlings bands, men med tiden begyndte jeg så småt at kunne lide de fire canadiere.
Rock-bandet blev dannet tilbage i 1997 og består af sanger og guitarist Adam Gontier, Neil Sanderson på trommer, Brad Walst på bas og Barry Stock på guitar.
Bandet spiller en bred vifte inde for rock-genren som bl.a. grunge, hard rock og alternative metal.
Det som bl.a. fanger mig ved bandet, er at jeg i en periode kunne relatere meget til deres tekster. Men det selvfølgelig alt efter hvordan man læser og tolker sangtekster.
Man kan vel godt sige, at det er et band der er på linje med Nickelback. Ikke at musikken er det samme, for personligt kan jeg bedre lide Three Days Grace.
Bla. blaaa.. Jeg klumper i det nu... Anyway sååeh TJEK DET!
Sange som jeg i høj grad kan anbefale er "Animal I Have Become", "Riot", "Never too Late", "Pain", "I Hate Everything about you" og "Break".
Ikke at vi var et særlig godt band, men vi var da bedre end så mange andre amatørbands.
Man kan sige at vi blev dannet lidt ved en tilfældighed, tilbage i 2010.
Det var vinter, eller begyndelsen på foråret og vi var alle samlet i Solrød Gymnasiums musiklokale.
Jeg husker svagt at rapperen Marcus P var tilstede, men det var dér at Sidor ville afprøve en ny sang han havde rodet lidt rundt med. "Mentalt System Overload" hed den og Sidor viste guitaristerne hvordan guitaren skulle svinges og mig hvordan sangen skulle synges - en kreativ mand er han, det må man give ham.
Snart kunne man fra lokalet høre Sidor skyde sangen igang på trommerne, som efterfølgende tordnede igang med guitar og bas.
I starten mindede vi lidt om Nephew med hensyn til den musikalske lyd og den meget mærkelige sangtekst, med et ellers seriøst budskab.
Jeg startede med at synge:
"For lang fra jorden, for tæt på Mars
En milliard køer, støtter All-Stars"
Dansksprogede sange havde jeg nu selv altid været imod, men på en sær måde så var den her squ meget fed. og energien eksploderede, da vi i fællesskab sprang ud i omkvædet:
"Mentalt System Overload
Janteloven den er i overflow"
Det var for fedt, og vi var da enige om at det ikke var sidste gang at vi spillede den sammen.
Det udviklede sig senere til et band uden navn, som efterhånden øvede sammen tit og ofte.
En dag kom Jakob stormende ind og sagde, at der ville starte en ny talentkonkurrence op i Solrød.
Solrød Band 2010,hvor vinderen ville vinde en dag i professionelt studie og få indspillet en sang eller to.
Det tilbud kunne vi selvfølgelig ikke stå for, så vi meldte os straks til, men fandt ud af, at vi skulle indsende en demo.
Sidor bag trommerne til
indspilning af demo i Havdrup
Det gjorde vi på en klub i Havdrup, som havde grejet til at indspille. Ganske vist ikke lige med den optimale lyd, men det var bedre end ingenting.
Indspilningen af demo var selvfølgelig vores egen "Mentalt System Overload" og en cover version af Blurs "Song 2".
Chris kunne åbenbart, af uklar grund, som jeg ikke lige kan huske, ikke være med til indspilningen. Så det var hhv. Sidor og Jakob, som måtte gribe til bassen.
Jakob stemmer guitaren inden
indspilningen i Havdrup
Men demoerne blev indspillet og sendt, og jeg må da sige, at dengang synes vi at det var over-mega-vildt-godt, men for at være ærlig, så var det noget værre lort vi havde indspillet.
Men det var nok meget godt set i bakspejlet, da vores konkurrenter senere undervurderede os en del.
En autentisk historie om Christopher McCandless aka Alexander Supertramp. Har man set 127 hours kan man sagtens sammenligne de to film, for genren er stort set det samme. Hr. Supertramp forlader sit ellers trygge liv, uden at fortælle nogen om det. Han vil prøve at overleve aldeles på egen hånd, uden penge.
Hans drøm er at komme til Alaskas ødemark, for at prøve sig selv af som ægte friluftsmenneske, og finde sig selv. På sin rejse sletter han alle spor - parkerer bilen et sted i ødemarken, smider nummerpladerne ud og brænder sine penge. Han møder på sin vej en masse mennesker, som er veldig facinerede af hans valg, om at efterlade sit gamle liv og den materaielle afhængighed. Men han opdager til sidst, at lykken ikke er meget værd, hvis ikke man har nogen at dele den med.
I rolleopsætningen er bl.a. Emile Hirsch(Speed Racer), Kristen Stewart(The Twillight Saga), Vince Vaughn(Dodgeball, Wedding Chrashers, The Break-Up) og danske Thure Lindhardt og Signe Egholm Olsen.
Tilbage i metal-musikens tegn! Og så lægger jeg lige ud med et band, som holder sig lidt under overfladen, men alligevel ikke helt.
Det blev dannet i 1998 af trommeslageren Dave Chavarri. De hører til den nyere generation af metal-bands, sammen med Slipknot og KoRn bl.a.
Det lidt svært at præcisere deres genre 100%, dog er det under metal-genren, men de dækker over et par undergenrer. Jeg selv ville lægge dem i metalcore genren, dog med indspiration fra noget latinamerikansk musik ind over. De bliver associeret lidt med Sepultura, Soulfly og Machine Head.
Men selvom du ikke hører metal, men bare lidt rock, så synes jeg måske lige du skulle tage og prøve det alligevel, for det er ikke i den voldsomt slemme ende.
Hvis du mere til Hip Hop, kan du selvfølgelig også tjekke det, men i sidste ende er det jo bare op til én selv!
Rogue var egentlig den originale titel, men for at det ikke skulle skabe forvirring og sammenligning med en anden film af samme titel, ændrede man titlen til Rogue Assassin i Europa, noget af Asien og Australien. Den Amerikanske titel er War.
Med Jet Li og Jason Statham er det bestemt en actionfilm, som lever op til forventningerne.
Det vil bestemt være en film for folk, som er tilhængere af actiongenren.
Den handler om FBI-agenten Jack Crawford, hvis partner bliver slået ihjel af en kendt lejemorder under navnet Rogue.
Jack bliver straks opsat på at fange sin partners morder, men han er sporløst forsvundet.
3 år senere dukker han op, for at afgøre en voldsom mafiastrid mellem San Franciscos asiatiske gangsterbander.
Jack står klar til at byde Rogue velkommen, men mister sin professionelle dømmekraft.
Krigen eskalerer og udvikler sig bare til et voldsomt mareridt for FBI-agenten, der så voldsomt tørster efter hævn.
Det var ikke en film jeg ellers kendte til før jeg en dag pakkede den ud af gavepapir, men den fangede mig bestemt.
Nogle ved måske hvem det er. For andre lyder det bare bekendt, men Swan Lee er et af de mange bands som hittede omkring 2004 - 2005.
Desværre gik de også i opløsning kort efter, så meget mere har vi ikke hørt til dem.
Der ringer nok en klokke når jeg siger, at Pernille Rosendahl var sangerinden i bandet. Hun har efterfølgende valgt at fortsætte i bandet The Storm.
Som i så kan regne ud er der tale om et dansk "pop"-rock band.
De startede faktisk tilbage i 1996, og udover fru Rosendahl bestod bandet af hendes daværende kæreste Tim Christensen(kender de fleste går jeg ud fra), guitarist Jonas Struck og trommeslager Emil Jørgensen. Tim forlod så desværre bandet i 1999, hvor de kort efter fik navnet Swan Lee, som er taget fra en Syd Barrett sang.
De fleste kender hittet "I Don't Mind" fra deres andet og sidste album Swan Lee(2004), men der er bestemt også andre perler, som f.eks. balladen "Tomorrow Never Dies" fra det første album Enter(2001).
Grunden til at jeg netop anbefaler Swan Lee er, at de desværre er gået i glemmebogen. Efter min mening var Swan Lee lige en kende bedre end The Storm er idag. Men igen, måske er det godt at der blev lukket og slukket på netop det tidspunkt, for på den måde er der måske lidt mere nostalgi at hente frem, når man engang hører hittet igen.
Jeg har valgt at linke to sange(de nævnte), da jeg ikke har kunne beslutte mig for hvilken der absolut var bedst:
En festival der altid er herlig at være på! For jer der ikke ved det, er det ikke just en festival for alle. Eller alle er da velkommende, men jeg tror ikke lige, at den musik der bliver spillet falder i alles smag.
W:O:A er en metal festival, skal det skæres ud i pap, spilles der altså kun genre som heavy metal, black metal, death metal osv...
Dette års var så min tredje, men ikke just det bedste år. Bevares, musikken var da fed, men der var squ noget der rev lidt af stemningen i stykker, men mere om det senere.
Wacken ligger i det nordtyske Slesvig-Holsten, så det er ikke så langt igen. Højest en bustur fra København på ca. en 7-8 timers tid. Og så længe man er blandt gode venner, eller bare ligger sig til at sove, så tager det ingen tid!
Man skal dog ikke være nervøs for at tage afsted alene, for man finder squ nok nogen, man falder godt i spænd med alligevel. Selvom det er en tysk festival, så er der massere af danskere, nordmænd, svenskere osv.
Mini og John-Mark
I år var jeg afsted med 3 af mine bedste kammerater. Mathias og John-Mark som jeg har gået i folkeskole med og Casper aka. Mini som vi har lært at kende via noget bræt-rollespil (Dungeons & Dragons).
Stort set den bedste flok at have med på en festival som Wacken, udover at John-Mark ikke er så metal mere som han tidligere har været, men fred være med det!
Lad os starte med busturen. Ja den var godt nok lang, og endda ekstra lang i år. Bussen brød sammen da vi nåede Odense, for at samle de sidste metalheads op. Forklaringen var at den manglede luft... Heldigvis lå der en McDonalds lige ved siden af, og der blev da undskyld med en ramme med free beers!
Timerne gik så med øl og de værste jokes om at "bussen mangler luft, så den må være forpustet".
Mathias og den tyske told
Efter at have ventet i ihvertfald 2 timers tid kom Falck frem. Vi fik så afvide, at luften der var gået, var til bremserne. Problemet var kun midlertidigt løst og vi skulle derefter over på værksted med bussen, før vi kunne fortsætte.
Men videre gik det dog efter lidt tid. Vi fik lige købt et par rammer øl, da vi krydsede grænsen, og vi nåede næsten helt til festivalen, da vi blev stoppet af den tyske told.
Heldigvis skulle de bare tjekke om bussen havde tilladelse til at køre i Tyskland.
Klokken blev halv ni før vi nåede frem til Wacken og stemningen i bussen blev da lettet da vi endelig fik lov, at tage vores bagage på ryggen og vandre ind mod campingområderne.
John-Mark og jeg ventede udenfor, da vi havde lidt for meget bagage med, til at vi alle kunne bære på det.
2 telte.
2 pavilioner.
7 tasker (ink. håndbagage).
1 flag.
7 rammer øl.
3 festival-stole (Mathias havde ikke lige tænkt på at købe en).
Ja en vogn ville da ikke have skadet! Men vi klagede ikke. Campen var oppe i løbet af ingen tid og vi besluttede os for, kun at slå den ene pavilion op.
Mini og starten på et spil majer
den første aften
Flaget satte vi først op dagen efter, da vi simpelthen var så trætte at vi måtte slå os ned og drikke nogle bajere. Terninger blev dog også hevet frem til en lad omgang majer.
Klokken blev dog ikke mere end 2-3 stykker, før vi hoppede ned i vores kropskondomer, for at få en god omgang søvn.
Næste morgen er bare en kliche på en festival. For der er mange festivals morgener, som er ens og denne var ingen undtagelse. Det var dræbene varmt inde i det telt, og selvom man føler sig træt tænker man alligevel "klokken må være halv tolv", men næh nej, klokken er faktisk kun mellem 7 og 9.
Alligevel slanger man sig ud af teltet, med sin stol og solbriller hvorefter man sidder og stirrer i halvanden time, indtil resten af campen vågner. Alle andre ligner en selv, bare en time tidligere. Det kan dog ske, at der er en som ser overraskende frisk ud.
Turen går nu op til morgenmadsteltet og her skal man undgå de pis-grave som er på Wacken, afløb mellem campingområderne, som flittig bliver brugt som pissoir, nååeh ja det gjorde vi da også selv.
Oppe ved morgenmadsteltet bruger man så det "bedste" tysk man nu kan, til at få noget at æde. Man kan godt forsøge på engelsk, men man får skam intet engelsk svar tilbage, for mange tyskere er ufattelig dårlige til engelsk.
Når man så har fået sit "Brötchen mitSchinken oder Eieund Eistee", vandrer man stille og zombie-agtigt tilbage til campen og tager sig sammen til at fortsætte resten af dagen.
Mig, John-Mark og Mini med vores flotte danske fane!
Tænderne børstes lige i det vand man nu har tilbage. Man ifører sig måske en ny t-shirt og så er man ellers klar, til at vandre ud og opleve noget af festivalen.
Musikken startede føst dagen efter, så dagen stod egentlig bare på et kig forbi Metal Market og Wackinger Village. Metal Market består af en masse boder, som sælger forskellige ting. CD'er, tøj, halsbånd, armbånd, drikke-horn, veste, sko, støvler, smykker, mærker osv.
Der er stort set alt, hvad et metalhead begærer. Wackinger Village er en slags middelalder by. Her er der ridderkamp, boder som sælger mjød, sværd og rustninger og så meget andet.
Når man ellers ikke hører musik de andre dage, så opholder man sig et af de to steder. Eller i Beer Garden.
Bod i Metal Market
Selvom øllen er dyr på festival, så kan man squ ikke dy sig for lige at købe en enkelt eller fire.
Det var faktisk på Wacken, at jeg fandt min yndlings øl. Franziskaner hedder den og det er en weissbier. Jeg faldt for den fordi den smager så frisk.
Herhjemme har jeg dog ikke fundet den mange steder. Kun i Super Best ved deres specialøl.
Udover den bliver der solgt den tyske øl Beck's som også er en fin nok øl, men efter min mening ikke helt så god som Franziskaner.
I løbet af dagen faldt vi i snak med Mikkel og Lau som Troels(min efterskole roomie) og jeg også faldt i snak med sidste år.
I løbet af festivalen blev de efterhånden en del af campen, sammen med Henrik. Henrik er folkeskolelærer og et af de stiveste mennesker jeg nogensinde har mødt. Det skal dog også nævnes at han var en ret så flink fyr.
Når han sov, kunne man altid se hans støvler rage ud af teltet. Men han var altid rar at være iblandt, for han sagde ikke så meget. Han sad bare og drak sine 4 øl i timen, og grinede lidt af noget vi andre sagde i ny og næ.
Det meste af dagen, brugte vi også på bare at sidde i campen og høre musik. Vi havde et anlæg man kunne slutte sin Ipod til, og så var vi ellers igang med Slipknot, Slayer, Svedbanken, Terkel i Knibe, Judas Priest og så meget andet...
Mini, Lau, Mikkel, mig og Mathias
Om aftenen var der så party i Metalized teltet. Metalized er et dansk blad, hvor man kan læse om diverse metal bands, koncerter osv. Derudover dem der havde arrangeret turen.
Her stod den på gratis djævlebryg og konkurrencer. Det tog dog lidt overhånd, da den ene dommer bare begyndte at kyle alle premierne ud. Så gjaldt det bare om at rage til sig.
Det var dér at jeg fik bandet You Me at Six's nye cd lige i hoved.
Mig, John-Mark og Mini på besøg i nabocampen, hvor
Ane-Sofie(t.v.) bl.a. boede
Fik også fat i en cd med bandet Cycle of Pain.
Senere på aftenen vendte vi tilbage under vores egen pavilion, for at fortsætte det festlige humør.
Et stykke tid sad vi for os selv, selvom nabo-campen ivrigt prøvede at få kontakt til os uden held.
Til sidst rejste en stor mand ved navn Tobias sig og i selvskab med Ane-Sofie, kom de to over og tvang os nærmest til at gøre dem selvskab.
I denne camp boede også Nicholas som vi havde gjort bekendskab med siden første aften. Da jeg på vores anlæg havde fået noget Judas Priest til at blæse igennem, var han der med det samme. Han og jeg havde åbenbart en fælles entusiasme for bandet.
Mini efter at have løsrevet sig fra
stolen Mathias havde tapet ham
fast til
Efter at vi er vendt tilbage til vores egen hjemmebane, vender tingene fuldstændig i Mathias. Ja fuld var han.
John-Mark var gået i seng, men festen var da bestemt ikke slut. Mathias kunne ikke engang stå oprejst og fik pludselig til idé, at Mini skulle spændes fast til sin stol med gaffatape.
Meget af morskaben skyldtes måske den alkohol vi havde indtaget i løbet af aftenen, men Mini fik med hjælp fra undertegnet, revet sig fri.
Men han kunne ikke engang pisse i fred før Mathias straks var ifærd med at tackle ham. Det mislykkedes dog heldigvis for Mini, selvom det kunne have set ualmindeligt sjovt ud.
Næste morgen var nøjagtig som dagen før.
Denne dag ville festivalspladsen åbne og musiken ville starte. Og som de sidste to år er det det tyske Skyline der i samarbejde med Doro og U.D.O., åbner scenerne. Dog var U.D.O. ikke med i år, da han selv skulle optræde senere på dagen. Og det var da også fedt at høre gamle Accept-klassikere som "Princess of the Dawn", men for satan han er faldet af på den.
Og jeg siger jer, hvis ikke man er træt af tyske metal musik, så kan man godt blive det i løbet af den uge. For hvis der er noget tyskere er stolte af, så er det deres egne metal-bands. Nååeh ja bevares, der er da nogle gode imellem, men for silvan hvor er der også meget bæ, for at sige det rent ud.
Vi venter på at Volbeat går på
Men nu kom tidspunktet vi havde ventet på hele dagen. Volbeat, som i år var hovednavn, skulle til at gå på. Man ville da lyve hvis man som dansker ikke føler sig lidt stolt. Her stod vi foran True Metal Stage,blandt ca. 50.000 andre metalheads og headbangers, og ventede på de danske helte og de skuffede satme heller ikke.
Efter at Thomas Bredahl er blevet skiftet ud med tidligere Mercyful Fate guitarist Hank Shermann, har piben helt bestemt fået en anden lyd. Og det gjorde bare bedre at de forskellige featuring kunstnere, var med på diverse numre. "Barney"(Napalm Death), "Mille"(Kreator), Michael Denner(Mercyful Fate) og Jakob Ölund med sin fede slap bass!
Den eneste der faktisk udeblev var Pernille Rosendahl(tidl. Swann Lee, nu The Storm).
Under koncerten forsvandt Mini pludselige blandt de mange mennesker, men han kom mirakuløst tilbage til Mathias og mig hen imod slutningen af koncerten, så vi alle tre kunne skråle med på de længe ventede ekstra numre.
John-Mark, Mikkel og Lau forsvandt fra os før koncerten. Det var noget med at John-Mark og Mikkel skille på potten. Og Lau han fulgte bare efter.
Der gik ikke engang 2 minutter, før Mikkel og John-Mark kom løbende fra den modsatte retning af, hvor de først var gået hen. Dette forvirrende scenarie var nok til at Mini, Mathias og jeg selv ikke gad følge trop. Så vi besluttede os for, at gå ind i den voldsomt voksende crowd. (I bunden af indlægget har jeg linket det meste af Volbeats koncert)
Jeg selv med en god øl og det højt elskede "anlæg"
Da vi efter koncerten kom begejstrede tilbage i campen, stødte vi på John-Mark og Mikkel. Lau var vist hoppet i seng, men nu er man jo kun på Wacken en gang om året, og vi havde et par rammer øl der skulle tømmes. Mikkel hentede en vandpibe som han og Lau havde medbragt, vi havde selv musik på anlægget, så der ver kridtet op til en hyggelig nat.
Dagen efter var noget helt andet! Vi startede ud med, at have høj sol og hedebølge, som de andre dage. Det skal nok siges at vi havde klaget en del over det, og ja vi spørg også os selv hvorfor?
Mig iført det sexede regntøj,
lige før det voldsomme vejr
Vi kom hurtigt til at fortryde vores ønske om lidt skyer. Ønsket blev midt på dagen opfyldt, i høj grad! Selvom vores pavilion tidligere på dagen var blevet "storm-sikret" af en flinker fyr ved navn Christian, så måtte vi stadig stå i hver sit hjørne og holde fast i stængerne, så pavilionen ikke fløj sin vej. Ikke nok med voldsom blæst, så stod det også ned i stænger. Optimister som vi var, stod vi bare og råbte "THOR! ... ODIN!". Jeg havde heldigvis nået at hoppe i regntøjet, som heldigvis holdte regnen delvist ude.
Bah! En smule regn skulle da ikke slå os ud. Det var i det mindste ikke værre end Roskilde 2011.
Lige inden vejret for alvor var blevet voldsomt, kom Mini og Mathias lige med nød og næppe tilbage under pavilionen. Ikke fordi den hjalp så meget nu, da vinden alligevel blæste al regnen ind af de åbne sider.
Den mudrede festivalsplads efter det første regnskyl
Måske var der stadig grønt at spottei campen, men ligeså snart man bevægede sig væk fra hjemmebanen, var det et mudder helvede!
Jeg havde ingen gummistøvler med, men alligevel var mine sko dem der holdte mest tæt.
Dog skulle man passe på hvor man trådte, det var en større videnskab at komme igennem alt mudderet.
Det tog altså dobbelt så lang tid at komme fra campen og op på festivalspladsen.
Og derop skulle vi. Idag stod den nemlig på Napalm Death, Hammerfall, Dimmu Borgir og In Flames. Fede koncerter hver og en.
Da vi kom tilbage senere på aftenen var John-Mark forsvundet. Ja eller han var lige i nærheden, men det vidste vi ikke, før Mikkel kom over og fortalte os at han sad og drak sig stiv, i den østigske camp der lå bag vores.
Det var fantastisk, det vi ikke havde formået på 3 dage, havde de klaret på lidt under 3 timer. At drikke John-Mark stiv, selvom han tidligere havde sagt "jeg gider ikke drikke mig patte-stiv". Men patte-stiv det blev han. Men det opdagede vi først da vi kom tilbage fra D-A-D koncert, hvor Jesper Binzer talte tysk til publikum, på trods af at de fleste nok var danskere.
Under In Flames koncerten
Klokken var lidt over fire, da vi var tilbage og John-Mark lå fortabt og fordrukket i det ene telt. I forteltet havde han haft et "lille" uheld og på trods vores optimistiske tilgang til situationen, fik vi en ordentlig svinetur. Vi tænkte straks at det var alkoholen der talte for sig. Jeg satte mig over til Mikkel, som sad i den østrigske camp. Mathias og Mini tog sig kærligt af John-Mark, så han kunne sove trygt.
D-A-D gik på klokken tre om natten
Mikkel og jeg snakkede med to østrigske piger og drenge. Overraskende nok var østrigere ret glade for Danmark.
De var begejstrede for vores skolesystem og film. Ja endda vores film. Der rynkede Mikkel og jeg lidt i panden og kiggede på hinanden, men i Østrig er danske film såsom De Grønne Slagtere, Adams Æbler, Pusher og Blinkende Lygter oversat til engelsk tale.
Næste dag var den sidste, og jeg havde dagen forinden fået styr på mudder problemet. Simpelt nok havde jeg taget to skraldesække, stukket mine ben ned i dem og tapet dem fast - gaffa er altid godt at have med på en festival!
Idag stod den på Cradle of Filth,Amon Amarth og Scorpions. Amon Amarth havde vi set før, men det er altid fedt at genopleve et band, og de skuffer bestemt aldrig.
Da det begyndte at regne under Scorpions koncerten, besluttede vi os for at rende tilbage i campen, da den først var slut. Og ikke at Scorpions ikke er et godt band, men nøøøjh hvor var deres optræden langtrukken. Desuden kom deres bedste nummer, "Rock you like a Hurricane", først til aller sidst.
Så kom dagen endelig hvor vi skulle hjem fra mudder helvede! Alt det mudder havde fuldstændig dræbt festivalens stemning. For de fleste ihvertfald.
Og hvad sker der? Vores bus kan ikke komme ind og parkere, fordi der holder en anden bus i vejen.
En time senere lykkedes det dog og vi drog hjemad mod det danske land.
I troen om at vi ville stoppe i grænsen på vejen hjem, blev vi meget skuffede, men tanken om sparede penge, hjalp dog lidt på humøret.
Det røg dog hurtigt da bussen igen gik i stykker, midt på fyns motorvej. Man skulle tro at de ville vælge en anden bus efter at den gik i stykker på vejen derned?
Da vi blev samlet op af en ny bus, stod den da på et par gratis rammer øl. Turen fra fyn til København var pludselig ikke så lang.
I bussen stod den på guitarspil, jubel og et opmuntrende spil majer.
Jeg tror at min kæreste, der var kørt ind for at hente mig, kunne mærke den gode stemning vi havde med fra bussen. Vi alle sagde farvel og forlod hinanden med ironiske råb om, at der ville være opvarmning i Mikkel og Laus lejlighed senere på aftenen.
Det blev dog ikke til noget, men Mathias og jeg selv fortsatte dog festen i bilen hele vejen hjem til Solrød Strand. Bevares der var lige et par stop, grundet at der skulle vandes nogle blomster, men hjem kom vi til sidst.
Der var ingen tvivl om, at hjemturen havde givet hele oplevelsen et hak ekstra opad, hvilket jeg selv fik mærket, da jeg senere hilste på min aftensmad igen.
Men tusind tak for opmærksomheden og interessen! Vi ses måske på Wacken igen, til et forhåbentligt bedre vejr, næste år!
Mini, mig og Mathias til Cradle of Filth - taget af et venligt metalhead,
som så at Mathias bestemt ikke havde evne for at få et godt billed af os alle tre!
Andre koncerter fra festivalen kan evt. findes på youtube!
