Jeg var stiv ... igen!

Blackbeat i færd med
en af deres lange række
af koncerter i Emergenza.

Dér gik jeg. Fra Store Vega mod Dybbølsbro, klokken var 4 om natten, sammen med Chris, Mandy, Mikkel, Thor, Victoria og ja behøver vel ikke nævne dem alle, men vi var da et par stykker.



Mine tre kammerater, Lasse, Chris og Sidor fra bandet Blackbeat, havde lige vundet Emergenzas danske finale og nu var turen altså ved at være i retning mod hjemmet. Jeg var smadret efter mosh-pits, råben og en røvfuld gode øl.
Og pludselig vågner min kogede hjerne ved nævnelsen af mit navn. "Nååeh ja Nichlas du er også inviteret". "Øhm til hvad?" fik jeg lige fremstammet. "Til min og Mikkels fødselsdag på lørdag" sagde Mandy så.
"Nååeh" tænkte jeg bare, havde ikke engang bemærket, at jeg ikke var blevet inviteret. Men det var jeg jo så åbenbart nu.

Så gik ugen, ret hurtigt faktisk, for jeg var kun blevet givet en tretimers vagt på arbejdet. Lidt noget bæ, for man kan vel altid bruge nogle penge.
Men nu var det altså lørdag, i aften stod det på 18 og 19 års fødselsdag. Det er ellers snart noget tid siden jeg sidst var til sådan en. Jeg skrev lidt rundt, bare for at høre hvem der ellers ville dukke op, selvom det stod på facebook, men hvad fanden, det kan man ikke altid regne med.
Bevares ... De fleste kom da, men man kan da ikke være for sikker...
Ville tage hjem til Lasse før festen og drikke lidt, meeeen han var ikke klar, så et endte med et visit hos Jonas, hvor Martin også befandt sig. Ganske hyggeligt, øl, spiritus, shots og musik og så var vi da godt kørende og klar til fest.
Vores gave, under Martin og Jonas' geniale idé, var to bamser. En kanin og en and, som havde fået stoppet vores penge op i røven. Sjov idé, som egentlig siger lidt, hvis man tænker rigtigt over det.

Let beruset gik vi ud til bussen mod Karlslunde. Ja fordi det var hurtigere end at vandre tilbage til Solrød Station, og Martin prøvede at checke ind med sit master card.
Fra Karlslunde hoppede vi så på toget videre mod Greve, hvor vi så begyndte at gå. Her kom vi forbi et højhus(ja sikke meget vi fik set på vores store færd), som vi var meget betaget af fordi det mest af alt lignede noget der burde ligge i København. Vi nåede frem til at det måtte være kommunen og fortsatte den "lange" gåtur mod the location of the party!
Vi vidste ikke hvor vi var, og om vi overhoved gik rigtigt. Martin ringede til Mandy. "I skal bare kigge efter nogle flag, hvis i når motorvejen er i gået for langt". Vi vendte os om, der var nogle flag, men var det dér? Nej det var det selvfølgelig ikke. "Det er ved nogle blå huse" fortsatte hun i røret og vi besluttede os bare for at fortsætte.
Jeg konkluderede lidt, at Martin allerede var "godt kørende", for hver gang han så noget blåt, sagde han, "det må være derovre, der er noget blåt!"
"Det er en skraldespand din klovn," måtte vi tilføje på et tidspunkt, da han efterhånden havde sagt det tilstrækkeligt mange gange.

Nå men vi nåede frem til en fest, der blev holdt igang af en guitarforstærker, fordi at anlægget i festlokalet, åbenbart ikke virkede optimalt. Nååeh ja hvad faaaan!
Festen skred frem og det var faktisk ret underholdende, det kan også hænge lidt sammen med mængden af mennesker man kender, og den mængde alkohol man havde indtaget.
Både Lasse, Chris, Nichlas og en masse andre bekendte var kommet.
Så var der jo velkomstdrinks til de fremmødte, som bestod af ehhhhm, shots, tror jeg det var. Og nej ikke almindelige shots, det var gin blandet med vodka. Og jeg ved næsten hvad i tænke, "føj for helved!" men nu kommer det gode; Straks efter man havde taget sit shot, skulle man være klar til at få taget et billed.
Jeg tror ikke der var særlig mange der fik gode billeder, men jeg formåede at holde mine spastiske bevægelser inde, til billedet var blevet taget.
Jeg fortsatte med at hælde øl og ren Cuba caramel ned.

"When you're drunk, you forget your limit," og ganske rigtigt var jeg stander stiv. Det var faktisk dejligt, det var ellers længe siden, hæhæ!

Så begyndte det. "Ivrige" piger tror jeg lidt, nævner ikke navne, da det nok ikke ville være respektabelt overfor dem. Men der var tre.
Jeg havde besluttet mig for at ligge mig på græsset, det var da ikke vådt eller noget, havde jeg tjekket. 2 sekunder efter kommer den ene tøs, og vil hælde øl i munden på mig. Det tager jeg da glædeligt i mod, men jeg vidste så ikke at øllen ville ende i resten af mit ansigt. Det sveg i mine øjne. "Hvad fanden laver du!?" råbte jeg lidt i en "venlig" tone. Hun grinte bare sammen med en anden af pigerne og stak af igen.

Senere stjal de så Chris' øl. Om han fik den igen fandt jeg aldrig ud af, men jeg var opstemt på hævn og stjal så deres øl. Det resulterede i, at to piger tacklede mig og jeg skal da lige hilse og sige, at det ikke er nemt at undgå i beruset tilstand.
Øllen fik de ikke, men de fortsatte lidt med jagten og det endte lidt med, at den ene af dem hang mig om halsen indtil jeg fik rystet hende af.
Hvad jeg vidste af, havde to af dem kærester. Og jeg spurgte da også den ene, men nej, de var ikke sammen mere. Og jeg fik da også senere af vide af Martin, at den anden heller ikke var sammen med sin mere. Bevares, så det var måske dét skyldtes den offensive fremtoning.
Jeg skal ikke kunne sige det...

Det var ellers begyndt at blive koldt. Jeg kunne ikke holde ud at være inde for lyden fra guitarforstærkeren rev mine trommehinder i stykker.
Jeg var også blevet hæs, et godt bevis på at Nichlas altså havde været fuld i et godt stykke tid. Forresten var Lasse væk, havde ledt efter ham tidligere, men pist forsvundet var han. Nogle sagde at han var taget hjem.
Jonas var taget hjem, "arbejde imorgen," som var hans sædvanlige undskyldning.

Jeg hev mobilen frem, der var en besked fra hende den søde derhjemme. Skrev lidt med hende og klynkede over, at jeg ikke helt vidste hvordan jeg skulle komme hjem. Bingo! Det virkede, hun var villig til at samle mig op. Ja der er en grund til at det var hende den søde!

Klokken nærmede sig 4 stykker og hun nåede frem, Martin besluttede sig for at gå med, og straks stod vi på en parkeringsplads til et mindre komsammen. Dét var Vic for at hente Lasse, som kom vandrende fra en retning jeg ikke helt kunne gennemskue. De tog Chris med, og sådan endte en hmm kan man sige godkendt omgang druk.

Musikpanelet på 7'eren

Jeg troede det var løgn. Det måtte squ da være en der tog pis på mig. Hvornår var den sendt tænkte jeg. En uge siden. PIS!
Jeg skyndte mig at svare. Tænk nu hvis det var for sent. Jeg svarede og håbede på at jeg stadig kunne nå det. Mit hjerte sad helt oppe i halsen. Sikke noget, var helt ude af mig selv. Var det virkelig sandt?
Allerede dagen efter havde jeg fået svar "Hey Nichlas, FEDT! Det er jeg super glad for at høre :)"


Lad mig lige spole lidt tilbage.
Jeg havde et par gange lagt mærke til at jeg havde fået en besked på youtube, men jeg tænkte at det vel bare var en kommentar på en video eller lign.
Jeg ignorerede det i et stykke tid, men blev vist nok lidt træt af at kigge på det til sidst. Sååeh jeg tjekkede det til sidst. Og straks begyndte det at løbe mig koldt ned at ryggen.
Jeg havde fået en besked fra en fyr der hed Frederik, som sagde at han var tilrettelægger på "sbstv" og søgte nogle interessante mennesker til at være musikanmeldere i et nyt musikprogram ved navn Voodoo. Først troede jeg jo selvfølgelig at det var en stor fed joke. Vidste ikke hvad jeg skulle svare. Sikke en chance tænkte jeg bare.
Jeg svarede jo selvfølgelig tilbage til Frederik og fortalte ham at jeg MEGET gerne ville være med, og undskyldede mit meget sene svar.
Jeg tænkte bare "FUCK", hvis det var for sent, så ville jeg have været ufattelig dum ikke at tjekke. Det var nok for sent egentlig.

Til min store lettelse var det ikke for sent og som tidligere nævnt var Frederik henrykt over at jeg ville være med. Jeg blev sat mere ind i tingene. Jeg skulle være en af flere musikanmeldere som ville være en del af, den nye ungdoms kanal, 7'eren's musikprogram. Vi ville hver uge få et album tilsendt, høre det og derefter filme os selv imens vi anmeldte det. Blandt andet ved at sige vore bund ærlige mening.
Det passede mig helt fint. Det ville være for voldsomt at kalde det "a dream come true", meeeeen det er da et lille hul til noget der kan blive større!

At flyve

Nu det snart ved at være på tide. Jeg har egentlig været klar længe, men budgettet har ikke rigtig kunne række til det. Det kan et sådan set heller ikke nu, men det skal være snart.
At flyve. Flyve fra reden, som fugle gør. Og man kan roligt sige, at jeg nok har siddet i redden alt for lang tid og kigget på alle de andre fugle, der bare tog chancen og prøvede at flyve.
Det pinligt efterhånden. Især når jeg nærmer mig mit 21 år. Burde være på vej væk, men penge er bare altid det største problem. Det er efterhånden det eneste problem med hensyn til alting.
Jeg er sikker på at jeg ikke er den eneste dog. Der er nok mange som ville gøre det lang før, hvis bare de havde chancen. Og så er der bare alle e heldige, som har en far der køber en lejlighed de kan bo i. En mormor, som ikke bruger sin lejlighed længere. En kæreste hvis fraskilte mor, flytter hjem til sin kæreste og derfor overdrager beboelsen til dem.
Jeg er selvfølgelig bare så pisse-skide misundelig. Bare det var mig, som ikke skulle ud og prøve at finde et godt boligtilbud. En toværelses er jo efterhånden det bedste man kan starte ud i. Det er dog bare ikke så charmerende hvis man vælger at flytte sammen med en kammerat. "Jeg tager værelset, så kan du slå lejr i stuen", mhm ja skide fedt!
Men med en kæreste ville det derimod være en super god idé! Uden tvivl. Hvis man nu altså kan holde det ud. Nååeh ja bevares, det er der da nogen der ikke kan.

Lyder jeg som om jeg brokker mig? Ja det gør jeg vel, undskyld så! Men det kunne da være rart hvis alle de fede tilbud bare kom dumpene ned fra himlen.

Jeg brokker mig fordi at udsigten til at flytte hjemmefra næsten ikke kan spottes. Og jeg så gerne at det blev i den nærmeste fremtid. Ikke fordi jeg ikke kan lide min familie. Det er bare federe at være et sted for sig selv, hvor man selv kan få lov at bestemme, hvornår musikken skal skrues ned.

Tag jer ikke af det. Det er blot frustration jeg deler ud af. Så er der vel også nogen der kan sidde og tænke "nå jamen så er jeg ikke den eneste."
Nej det er du bestemt !

Stay metal out there! Rock out!

Deeet bare typisk

Det søndag... Og derfor var jeg på arbejde. "Jamen Nichlas? Søndag er jo hviledagen?" Ja det ved jeg squ da godt Mr. Tamás, men ofte så arbejder man altså alligevel. Der er jo nogen der skal gøre det. Verden kan ikke bare gå i stå...

Nytårsaften, mig og veninden Cecilie

Men arbejdsdagen skulle overstås her søndag d. 30. december ... Og tro det eller ej, jeg skulle satme også arbejde mandag d. 31. ... kl. 9:45 om morgenene skulle jeg møde!
Det kan man da ikke byde mig, når jeg skal kunne være stiv til kl. 7 tirsdag morgen! Og tro mig, det skete heller ikke. Kunne ikke mærke min egen fuldskab, men bedøvet med alkoholiske væsker var jeg såmænd.
Og klokken var kun 4 da vi endelig hoppede til køjs... Eller til gulvs skulle jeg måske sige. For jeg sov da ikke blødt.
Bevares jeg havde et liggeunderlag med, men det magtede jeg ikke at skulle pakke sammen om morgenen, så gulvet blev min base. ... Jeg har aldrig i mine snart 21 år vendt og drejet mig så meget som den nytårsnat. Det var nytteløst, for man ligger jo ikke godt på et gulv, uanset hvordan man ligger.
Og hvornår vågnede vi? kl. 10 squ da, fordi der var en, som åbenbart havde glemt at tage sin medicin og mente at resten af huset burde vide det... Så lå han dér og skreg, imens folk så småt slog øjnene op.
Meeen morgenmaden den morgen var dog fantastisk skal det lige siges. Massere af hvidt brød og æg. Det er man taknemlig for at få når man har hovedpine efter en masse druk. "Thi der vidste Nichlas at han havde drukket" ... IKKE AFBRYDE MIG MR. TAMÁS !
*host*
....
Men tilbage til søndag... Arbejdsdagen var slut og jeg traskede hjem i min blå arbejds trøje, for blot at hente min computer, så Mathias og jeg kunne komme til Havdrup for at øve med resten af gutterne fra Cloudy Clarity. Vi skulle lige forbi stationsgrillen og æde lidt først. Så fløj vi ellers afsted til øveren og de første to numre sad bare lige i skabet! Ren ondskab var det! Og det får mig altid til at kunne mærke det blod der flyder igennem mig! "Lidt bizart bliver det nu", nej Mr. Tamás, jeg beskriver blot!
Min computer var selvfølgelig LÆNGE om at starte. Hvad kan man forvente af en 6 år gammel HP pavillion.
Jeg genstartede den et par gange, og til sidst var min toldmodighed sunket langt ned i jorden! (Mig og elektronisk udstyr, har et meget anspændt forhold skal det lige siges).
Så slog jeg på det lort, hvilket resulterede i det følgende..... Skærmen blev sort og blev kun oplyst af teksten: "Operating system not found..." grebet af arrigskab, prøvede jeg om og om igen, men uden held. Den var død!
Så kunne jeg ellers bruge resten af min løn fra december, på at investere i en ny computer...
Meeen det var måske også på tide... GODT NYTÅR !

Venlighed frem for alt!

Efterhånden er man faldet godt til på det nye arbejde. Folk er venlige og var da begyndt at snakke med en herre som jeg selv, som også var musikentusiast. Michel hedder han. Flink fyr, men noget så mystisk.
Måske er det bare mig der har visse regler, som jo selvfølgelig ikke gælder for andre. Men sommetider kan jeg opfatte folk, som værende ekstremt ubehøvlede.
Ja undskyld det fornemme sprog, men jeg vil ikke tale ilde om andre, hvis ikke der er noget om det.

Visse regler har jeg, med hensyn til respekt for andres musik. Derfor har jeg en række råd, som i kan bruge hvis i vil!

Nich's 7 musikråd:

Approved!

1. Vis/udtryk ikke din mening, med mindre den er godsindet.
2. Lad vær at diskuter musik med folk der slet ikke hører det samme som dig selv. (Det er en diskussion der aldrig kan vindes alligevel)
3. Hvis din mening skal udtrykkes og den er negativt stemt, så sig hellere "det er ikke lige mig".
4. For guds skyld så udtal dig aldrig om en kunstners talent. (De må have en form for talent, siden de har fået en pladekontrakt til at starte med)
5. Kald aldrig andres musik for lort, da du ikke overfor dem kan redegøre for at din musik er bedre. (Igen det er et spørgsmål om smag og mening)
6. Giv plads når du begiver dig udenfor det private! (Der er måske andre end dig der vil høre musik, som ikke nødvendigvis er samme smag som din)
7. At skifte væk fra andres musik før sangen er færdig er simpelthen for dårlig stil! (igen i det offentlige rum selvfølgelig)

En særling, det er jeg. Det ved jeg skam godt selv, men jeg kan bare bedre lidt at trives med folk, frem for at skulle finde en grund til at diskutere.

Hele mit liv er jeg blevet "skubbet rundt", fordi jeg ikke lige hørte det samme musik, som alle andre gjorde. Og bevares jeg kan da godt udtale mig voldsomt negativt om musik jeg ikke kan lide, men så er det når jeg er sammen med de kamerater, der hører det samme musik som jeg selv. Føler ingen grund til at skulle belemre folk med, hvad jeg inderligt føler om det musik de hører.

Og jeg klager skam ikke over den "mobning" jeg var igennem i folkskolen, for det har mange andre også været igennem. Positivt ser jeg på det, for det har da gjort mig til den jeg er, og givet mig sande venner for livet. Det er da langt fra alle mine kamerater der hører samme musik som jeg, men vi er squ da også pisse ligeglade. Det er musik, det fortæller intet om hvem du er. Jeg vælger mine venner på trods af det.

Og jeg beskytter slet ikke min egen subkultur, for jeg ved squ godt at der er folk som mig, som heller ikke opfører sig særlig anstændigt. 

Det er folk generelt. Lad nu den der musikkrig ligge og lad os komme videre istedet for det fis. Det fører ligeså langt som diskussionen omkring hvilken religion der er den mest rigtige, på trods af at mange religioner faktisk er startet samme sted.

Anyways, tilbage til min frustration! Michel var som sagt en fin fyr. Flink at snakke med og han ser da også venlig ud. Han havde ofte sin computer med så han kunne sætte musik på i butikken. Ja altså musik, som kunder ville kunne holde ud at høre. 

En aften havde jeg også været kreativ og lavet 3 spillelister som sagtens ville kunne blive spillet i butikken. 

En af dagene fik vi så sat den på. Michel rystede på hoved af den ene sang efter den anden. 

Swan Lee, Saybia, Seal og Gorillaz. Ej der mente han, at hans musik var meget bedre. "Seal skal bare fucke af med sit grimme arfjæs", sagde han ude på lageret. Jeg tog det blot med et smil "han må jo have en vis form for talent siden noget af hans musik er så kendt", sagde jeg. "Talent? Hvilket talent. Ja jeg kan ikke høre noget", var Michels sidste kommentar, inden jeg gik min vej. Det fis gad jeg simpelthen ikke høre på. Magen til negativ holdning!

En uge senere blev han fyret. Ja eller opsagt som man pænt kalder det. Hans eneste kommentar til det var, "Jamen jeg havde alligevel tænkt mig at starte på uddannelse i Januar, så det passer mig fint". 

Jeg var ikke den eneste, som tænkte at det bare var et skjold han holdt oppe, for at bevare sin "stolthed".

Alligevel kunne jeg heller ikke heeelt slippe tanken om, at karma nu endnu engang havde en finger med i spillet. Ikke at jeg tror på det, men nogle gange kan man simpelthen ikke lade vær!

Undskyld den lange ventetid

Længe har jeg søgt job, efter min beslutning om at tage et sabbatår. Eller ja 3 måneder, men det er altså også lang tid at sidde derhjemme og spille Battlefield 2, Battlefield 1942, Sudden Strike og Delta Force Land Warrior.

Jeg burde egentlig udtrykke min taknemmelighed til min gode ven Mini, da det ligesom er hans skyld, at jeg overhoved fik jobbet.
Jeg afleverede bare en ansøgning og dagen efter, blev jeg ringet op og spurgt om jeg ville komme til jobsamtale. "Selvfølgelig", svarede jeg selvfølgelig, "hvornår skal jeg komme?". Onsdag eller torsdag fra 12 til 15, fik jeg af valgmuligheder. "Så siger vi onsdag klokken 14", svarede jeg hurtigt.
Næste dag, da jeg skulle komme til samtale, kom jeg en halv time for tidligt, så jeg tumlede lidt rundt ude foran butikken, da jeg var blevet enig med mig selv om, at det var en smule pinligt at komme så meget for tidligt. Det virkede måske også lidt som om jeg var desperat.
Jeg blev ellers træt af at tumle rundt derude foran, så jeg kig ind 10 minutter før og spurgte efter Daniel. "Ja hvis du bare fortsætter, ned til rulletrapperne, så skulle han gerne være nedenunder". Jeg fulgte pigens råd, men nåede knap nok ned til rulletrapperne før Daniel kom op af dem. Lidt som om han vidste, at jeg var på vej.
Hele samtalen gik godt, synes jeg selv. Men forsøgte ikke at have for høje forhåbninger, siden det var min første jobsamtale. Men alt i alt gik det godt... Ihvertfald indtil samtalen var slut. Afslutninger har jeg aldrig været god til. Lad mig gøre det kort. Daniel sagde "jamen vi ses jo nok Nichlas", og jeg svarede "Ja tak og i ligemåde".
"HVAD FANDEN VAR DET!" tænkte jeg 2 sekunder efter jeg havde sagt det, og resten af dagen.

Indgang til stueetagen i Sportmaster.

Jeg havde fået af vide, at jeg kunne forvente mig et svar, den kommende uge, men svaret kom aldrig.
Håbet var ved at dø, da der var gået næsten 3 uger, men så vågnede jeg pludselig ved min vibrerende mobil, som viste et nummer jeg ikke lige kendte.
"Det Nichlas!?", svarede jeg da jeg tog den op til øret. "Ja hej Nichlas, det er Daniel. Undskyld den lange ventetid, men den er kun faldet ud til din fordel. Du kan starte på mandag".
Jeg kunne næsten ikke tro det! Så lang ventetid og endelig var noget faldet ud til min fordel.

Det blev mandag og jeg kom til tiden. Kokken 12 ganske vist, en fin tid at møde på. Her blev jeg kommet i møde af Thomas. Daniel havde ferie i denne uge, og var den eneste ud over Henning, som stod over Thomas.
Jeg fik en blå Hummel trøje og Thomas viste mig rundt i hele butikken. Derefter overlod han mig til Mini, som hurtigt skulle oplære mig i kassen.
Det sad ikke helt fast, men jeg måtte jo igang med at prøve det selv, før det kunne klistre sig ordentligt fast i hoved på mig.
Allerede denne første dag havde jeg en yderst besynderlig kunde. Bare hans udseende sagde lidt om, at det her ville blive interessant. En hue trukket næsten helt ned i øjnene og så et massivt pubertetsoverskæg.
Han kom blot for at købe nogle fodboldstøvler. Han måtte tage til takke med nogle andre end dem han først havde udset sig, da de desværre var til piger. Men jeg fulgte ham op til kassen og han betalte for støvlerne. Stille og roligt gik det, og det var vist en forholdsvis kedelig og meget rolig dag jeg havde fået lov at starte op på. Sandsynligvis fordi folk sparede på pengene, da  julegaveræset snart ville træde til.
Pludselig kom ham fyren med støvlerne igen. Der var ikke engang gået et kvarter. "Hej jeg har købt de her sko, jeg vil gerne have pengene tilbage". Mini gav ham pengene og han traskede ud af butikken igen.
Ellers var resten af dagen ret stille og rolig. Der skete ikke så meget. Man hjalp og betjente nogle kunder, men der var dog ikke så mange af dem.
Klokken blev 19, butikken lukkede og arbejdsdagen var slut.

III Solrød Band 2010

Bandets første live-optræden

Snart kom dagen hvor bandet for alvor skulle sættes på prøve. For at holde stilen, havde vi på forhånd aftalt den samme dress-code, som på vores foto-shoot.
Vi ankom tidligt på dagen, da alle bands skulle igennem en lydprøve, inden hele koncert-ræset gik igang. Vi var venligt stillede overfor de fleste, andet havde været latterligt, men alligevel var der en negativ energi fra nogen af Infight gutterne. Sandsynligvis ovenpå diverse skænderier over vores sang. Men ellers blev der ikke brugt så meget energi på negativitet.

Men tiden kom hvor showet skulle igang. Heldigvis var vi de sidste af de fem bands der skulle på, og vi håbede på, at det ville være en fordel.
De andre bands var nu okay, vi var jo alle på amatør-niveau, så ville ikke sidde her og tale dårligt om nogen.
Alligevel kunne man sagtens forestille sig hvor på skalaen de forskellige lå. Konkurrencen lå klart mellem Gult Hold, Infight og Mental Phobia. Dog alligevel ikke Gult Hold, da deres musik måske ikke ligefrem helt var i kontakt med folk på samme måde, som de andre band's var.

Det var vores tur, selve "showet" havde vi selv været lidt kreative med. De andre gik ind først, imens stod jeg ude bagved og skulle komme løvende ind efter introen, som gik direkte over i Carpark North's "Transparrent and Glasslike".
Det gik vel mere eller mindre godt, skal jeg ikke kunne sige. Jeg grimmes selv når jeg ser videoerne fra den dag, men man er jo selv, sin hårdeste kritiker.
Efter første nummer gik vi over i vores eget nummer, "Mentalt System Overload". Den var åbenbart populær, for der var da nogle stykker der sang med på den. Det var da også meget federe at spille noget man selv havde lavet!
Til slut spillede vi et nummer som havde fulgt Sidor og mig siden efterskolen. Et cover af Blur's "Song 2".
Her gav vi den sidste energi vi havde i os, for at slutte koncerten af med et brag.
Det var også her at det kunne ses, at Mental Phobia helt klart var et live-band. Vores demoer var det rene lort, i forhold til vores optræden.

Chris' bas-outro og Sidor med et
fan-lavet skilt

Hele skidtet sluttede vi af med en bas-outro, og så var det bare at vente på dommernes afgørelse af dagens optrædener.








Optagelse af vores eget nummer "Mentalt System Overload", og ja ja, det er da ikke ligefrem toppen af poppen: